The Song of Songs (Rouben Mamoulian, 1933)

 

Lily i boghandlen (foto pre-code.com)

♥♥♥♥♥♡

Efter en serie film med Josef von Sternberg som instruktør, hvor den femte The Blonde Venus ikke blev den ventede succes, var Mamoulian et perfekt valg til at instruere den næste film med Marlene Dietrich, The Song of Songs.

Lily Czepaneks (Marlene Dietrich) far er død, og den forældreløse og fattige unge kvinde rejser til Berlin, hvor hun skal bo hos og arbejde for sin tante Mrs. Rasmussen (Alison Skipworth), som har en boghandel. Mrs. Rasmussen er skrap, kynisk og fordrukken, og hun er kun interesseret i, hvad hun kan anvende Lily til, eller få for hende. Og meget bestemt med, at mandebekendtskaber er uønskede.

Lily har kun sit tøj og biblen; hun holder specielt meget af Højsangen (Song of Songs), som hendes far læste højt for hende hver aften, og som hun kan citere ordret.

Lily hos Richard (foto pre-code.com)

På den modsatte side af gaden bor kunstneren Richard Waldow (Brian Aherne), som ser muligheder i Lily som skulptur. Efter noget overvindelse begynder hun at posere nøgen for ham, en fantastisk skulptur udvikles, og de forelsker sig. 

Ingen tvivl om Richards følelser (foto pre-code.com)

Der er nogle fantastisk vovede pre-code scener, fx første gang Lily klæder sig af og selvom vi aldrig ser hende nøgen, så overlader skulpturen intet til fantasien. Den måde han masserer den på i en af scenerne, er ikke til at tage fejl af, hans er ved at eksplodere af indestængt kærlighed.

De opnår en kort lykkestund, og de er begge i himlen. Lily bliver der, men Richard er usikker på sig selv og om kan tilbyde Lily det, som et ægteskab kræver.

Skulpturen er bestilt af Baron von Merzbach (Lionel Atwill), som straks han ser Lily efterstræber hende selv og ikke skulpturen af hende. Baronen har nemt fået tanten på sin side, penge og rom, mere skal der ikke til … Han udnytter kynisk Richards usikkerhed, og overbeviser ham om, at han, baronen, er den rette ægtefælle for Lily, som han vil forme til en adelsfrue og gøre lykkelig.

Den første halvdel af filmen ender med at baronen i Richards studie giver Lily Richards afskedsbrev, og selv overbeviser hende om, at hun er den rette for ham.

Vielsen er prangende og glædesløs, ligeledes Lilys ankomst til baronens slot, og mødet med personalet, herunder en af hans tidligere elskerinder Fräulein von Schwertfeger (Helen Freeman), som skal være Lilys personlige sekretær, og gartneren Walter von Prell (Hardie Albright), som straks falder for Lily.

Baronen bliver nu sit sande jeg, en nedrig og sadistisk mand, der nyder at han igen har fået det, han ønskede. Han nyder at høre Lily græde, da han forlader hende i ægteværelset, og er gennemført gemen. Han vil på bedste Pygmalion-vis forme Lily til en fin dame, der kan tale fransk, synge, spille klaver, læser litteratur, ride mv. Ikke for hendes skyld, men for at vise at han kan, for at prale og sidst men ikke mindst for at kunne hovere overfor Richard.

Ægteskabet er naturligvis dømt til at mislykkes, og baronen sætter selv scenen, ved at invitere Richard, så han kan prale med, hvordan han har fået udviklet Lily. Hun flygter rasende og såret fra slottet og søger tilflugt hos Walter, for at gøre Richard jaloux. I huset vælter en lampe og der går ild i hytten. Fräulein Von Schwertfeger hjælper hende til at flygte fra slottet, og forhindrer baronen i at gøre sig yderligere til grin ved at forfølge Lily for at skyde hende,

 

Afslutningsscenen før skulpturen ødelægges (foto pre-code.com)

Vi møder Lily næste gang som prostitueret i en klub, hvor hun synger Johnny for en kunde. Richard er kommet til klubben i sin jagt efter Lily. Han tager hende direkte tilbage til atelieret, hvor skulpturen af hende fortsat står. Således konfronteret med sit yngre jeg, knuser Lily skulpturen.

Filmen slutter lidt åbent, med et håb om Lily og Richard kan blive lykkelige med de nye udgaver af sig selv.

De to halvdele af filmen er vidt forskellige. Første del handler om den helt uskyldige Lilys møde med den måske første mand i sit liv (Richard), og den begyndende erkendelse af, hvad kærlighed er og hvor brat den kan ende. Det lyder som det kunne handle om Queen Christina fra samme år.

I anden del er den illusionsløse Lily helt forandret, hun er blevet som den statue, som hun blev modelleret som, og holder mentalt afstand til alle sine prøvelser hos baronen. Først da Richard dukker op, kommer følelserne igen i spil, og Lily bliver igen levende og engageret.

Marlene Dietrich er vidunderlig som Lily. Selvom det kan være svært at forestille sig hende som den fattige pige fra landet, så fungerer hendes udvikling fint, og der er nogle skønne passager mellem hende og Brian Aherne, hvor hun forvandles fra pige til kvinde, og bliver bevidst om sin indflydelse på ham.

Queen Christina (Rouben Mamoulian, 1933)

Antonio opdager at Christina er en kvinde ... foto: pre-code.com

♥♥♥♥♥♥

Der er mange meninger om, hvilken film, der er Garbos bedste. For mig er der intet at diskutere: Queen Christina er suverænt hendes bedste film. Rollen er skræddersyet til hende. Hun havde selv ønsket John Gilbert, sin gamle kæreste, hvis karriere var for nedadgående, som sin medspiller. Hun havde også selv ønsket Mamoulian som instruktør. Så rammerne var på plads. Mamoulian får det allerbedste frem i Garbo, og forstår på fantastisk vis at få hende til at brænde igennem på lærredet.

Kong Gustav 2. Adolf dør på slagmarken under 30-årskrigen. Hans datter Christina overtager tronen 6 år gammel i 1632. Da krigen slutter, går Christina ind for fredsaftaler, fremfor at fortsætter krigen; modsat sine rådgivere – herunder lederen af formynderregeringen indtil hun blev gammel nok - Axel Oxenstierna (Lewis Stone).

Christina (Greta Garbo) er opvokset ensom, har en affære med Magnus (Ian Keith), og opfordres nu til at ægte krigshelten Karl Gustav (Reginald Owen), hendes fætter – som har meget stor folkelig opbakning.

En dag rider hun, forklædt som mand, sammen med sin tjener Aage (Charles Aubrey Smith) ud i det sneklædte landskab, hjælper en spansk delegation med Antonio (John Gilbert) i spidsen, som er kørt fast i sneen; de er på vej til det svenske hof. Christina og Antonio ender på samme værelse på kroen, Christina afslører, at hun er en kvinde, og de forelsker sig.

Da de mødes igen ved hoffet, og han opdager at hun er dronningen, føler han sig ydmyget, fordi han kommer med et officielt ægteskabstilbud fra den spanske konge, som har nu har været illoyal overfor.

Den jaloux Magnus starter rygter om, at Christina vil gifte sig en spanier. Det ender med at Christina annoncerer at hun abdicerer og udnævner Karl Gustav til konge (Karl 10. Gustav).

Christina og Antonio planlægger at sejle væk sammen, men han bliver dødeligt såret af Magnus i en duel. Han udånder i Christinas arme på det skib, som skulle have sejlet dem til Spanien, til en ny fremtid sammen. Hun vælger at rejse, selvom Antonio er død.

Filmen handler først og fremmest om Christinas udvikling: fra et barn opdraget som en dreng, en ensom opvækst efter faderens død, hvor hun må vågne tidligt for at læse det, der interesserer hende, til hun ved mødet med Antonio pludselig oplever, at det er nogen indeni hende selv, der styrer, og ikke omgivelserne.

Deres første møde, hvor hun griner, da hans karet sidder fast i sneen, og hun hjælper dem fri. Gensynet på kroen, hvor hun har fået det sidste ledige værelse. Hendes fantastisk måde at stoppe slagsmålet på kroen om, hvor mange elskere dronningen har haft. Hendes måde at lade ham finde ud, at hun er en kvinde. Det er vidunderligt fortalt og vidunderligt filmet. Et af højdepunkterne, måske højdePUNKTET, er hendes memorering af værelset, inden de tager afsked; hun bevæger sig rundt på værelset, som var det en koreograferet dans, mærker og kærtegner hver eneste del, for at kunne genkalde sig interiøret som el del af mine om de dage, de har haft sammen.

Iscenesættelsen af hendes møde med folket, som pga. rygter igangsat af Magnus ønsker spanieren sendt hjem: hvor hun igen trodser alle advarsler, og vælger uden vagter eller anden beskyttelse stå foran den folkemængde, der trænger ind på slottet, og taler dem til ro.

Den flotte abdiceringsscene.

Tabula rasa: foto: pre-code.com

♥♥♥♥♥♥

Og sidst men ikke mindst afslutningen, men det ikoniske forløb, hvor Christina står i stævnen på båden, uden at blinke, i et meget langt forløb, hvorefter filmen slutter. Mamoulian har fortalt, at hans instruktion til Garbo var at hendes ansigt skulle være Tabula rasa (rengjort tavle), så alle i publikum selv kunne forestille sig hvad hun tænkte.

Den fantastiske anvendelse af nærbilleder af Garbo er uovertruffen, og virker så enkel. Der er slagsmål og drama, men dette er en rendyrket kærlighedsfilm, og selvom Gilbert ikke kan matche Garbo, hvem kunne?, så er han det perfekte modspil til Garbo på toppen af sin karriere.

Dr. Jekyll and Mr. Hyde (Rouben Mamoulian, 1931)

Fredric March, Rouben Mamoulian, Miriam Hopkins 

♥♥♥♥♥♥

Mamoulians tredje film efter Applause (929) og City Streets (1931) er hans første mesterværk. Det er en kongenial filmatisering af Robert Louis Stevensons korte roman The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886).

Dr. Henry Jekyll (Fredric March) er en højtestimeret og populær læge/forsker i London. Hans forelæsninger er velbesøgte, den seneste handler om, at det snart vil være muligt at adskille det ”gode” og det ”onde” i mennesket. Han er forlovet med Muriel Carew (Rose Hobart), og brænder efter at måtte gifte sig med hende, men hendes far Brigadier-General Carew (Halliwell Hobbes) insisterer på en formel forlovelsesperiode og at de bliver gift på hans og den afdøde hustrus bryllupsdag. På vej tilbage bliver Jekyll og hans ven Dr. Lanyon (Holmes Herbert) vidne til at den prostituerede Ivy Pearson (Miriam Hopkins) bliver overfaldet. Jekyll hjælper hende op i hendes lejlighed.

Hyde og Jekyll

I sit laboratorium blander Jekyll en mikstur, der kan adskille gode i ham og det onde. Han forvandles til Mr. Hyde. Som mr. Hyde opsøger han Ivy, terroriserer hende og voldtager hende. Som Jekyll forsøger han at fremskynde brylluppet, og får til sidst Carews accept. På vej til middagen dagen efter, hvor brylluppet skal annonceres, forvandles han uden miksturen til Hyde, tager til Ivy og slår hende ihjel.

Et forfærdeligt sidste besøg, Hyde og Ivy

Han tager (som Jekyll) til Carews, for at undskylde, at han ikke kom til middagen og for at slå op med Muriel. Da han har forladt dem, forvandles han til Hyde, trænger ind og overfalder Muriel, som tilkalder hjælp; i slagsmålet slår Hyde Carew ihjel og flygter. Han jagtes af politiet og dr. Lanyon, dræbes og forvandler sig som død til dr. Jekyll.

Historien er elementært spændende, men den bliver fortalt helt ekstraordinært. Det handler grundlæggende og meget eksplicit – som det er muligt pre Code – om Jekylls seksuelle følelser. Hans insisteren på at få fremrykket brylluppet med Muriel. Hans åbenlyse betagelse af Ivy, da han har fået hende i seng, efter at hun er blevet overfaldet. Tiltrækningen mod Muriel, når han er civiliseret, og følger de retningslinjer og manerer, som omgivelserne forventer, og hans natur, når han er frigjort fra opdragelsen/civilisation som mr. Hyde. Hele det sadomasochistiske forhold til Ivy, og begæret efter Muriel til allersidst, efter at han har taget afsked med hende.

Det lyder bastant, men det er fortalt elegant og overbevisende.

Der er den ene vidunderlige scene efter den anden. 

Åbningsscenen, hvor man fra Jekylls synsvinkel ser ham spille Bach på orglet, butleren komme og minde ham om en forelæsning, et kig i spejlet, så vi ser Jekyll, turen til forelæsningen. Og først der, da han begynder at tale, ser vi ham udefra. Vi er ét med ham, indtil da. 

Rose Hobart i havescenen

Scenen i haven hos Carews, hvor de to unge kun med al den tillærte disciplin undgår at have sex. 

Den første scene hos Ivy, hvor Jekyll åbenlyst er fascineret af Ivy, og hun åbenlyst af ham og ønsker at komme igen – hvilket han jo gør, men i sin anden inkarnation. 

Osv. osv.

Hele vejen er der verbale og visuelle associationer til det seksuelle ledemotiv, og fotograferingen er selv for Mamoulian (fotograf; Karl Struss) ekstraordinær.

Det er en vidunderlig film, så virkningsfuld i dag som dengang, og med ekstraordinært spil af Fredrich March, som kun virker en anelse ukomfortabel i de ”rigtige” kærlighedsscener med Muriel, og ekstra-ekstraordinært af den vidunderlige Miriam Hopkins, som i øvrigt slet ikke ville have haft rollen som Ivy, men hellere ville have rollen som Muriel, hvilket ville have været en skrækkelig misforståelse.

Den bliver regnet for den bedste filmatisering af Dr. Jekyll and Mr. Hyde.

Flugten fra seraillet (Viggo Larsen, 1907)

Englænderen og yndlingshustruen

♥♥♡♡♡♡

Et 9 minutter langt erotisk melodrama, præsenteret således på Stumfilm.dk:

”Da en ung englænder ser kaliffens yndlingshustru, bliver han straks forelsket i hende. Hun gengælder hans følelser, men seraillet er svært bevogtet og den strenge kalif lader ingen komme sit harem nær. Men englænderen vil gøre alt for at få sin elskede ud derfra – og med hjælp fra en ven lægger han en plan.

Det er en meget effektivt fortalt historie, forbløffende for sin tid, tror jeg. På ganske kort tid etableres scenen, englænderen får vist sin interesse for kvinden, der opstår en idé til bortførelsen (kurven til vasketøj) og den eksekveres.

Flot fotograferet, meget effektivt fortalt, smukt">😊

Viggo Larsen er en af stjernerne i filmpionertiden i Danmark og alene ud fra denne film er det forståeligt.

Silk Stockings (Rouben Mamoulian, 1957)

Rouben Mamoulian, Fred Astaire og Cyd Charisse 

♥♥♥♥♥♡

Mamoulians sidste film fik ikke den store anerkendelse i samtiden, ganske uretfærdigt. Jeg kan forstå på Tom Milnes Mamoulian, at den blev bebrejdet af den ikke var Ninotchka, Lubitsch film fra 1939, og at Cyd Charisse ikke var Greta Garbo.

Den amerikanske filmproducent Steve Canfield (Fred Astaire) vil have den russiske komponist Peter Illyich Boroff (Wim Sonneveld) til at skrive musik til sin næste film, som skal optages i Paris. Boroff vil gerne blive I Paris. Moskva sender tre udsendinge til Paris, for at hente ham hjem: Brankov (Peter Lorre), Bibinski (Jules Munshin) og Ivanov (Joseph Buloff). Canfield får let fristet de tre (med vin, kvinder og sang 😊) og dermed Boroff til at blive i Paris. Peggy Dayton (Janis Paige), som skal spille hovedrollen i filmen, er en del af fristelsen.

Moskva sender en fjerde person, for at hente de fire hjem: Nina Yoschenko (Cyd Charisse), kaldet Ninotchka. Hun er ultra Moskvatro, men Canfield får overbevist hende om vestens fortræffeligheder, frier til hende, og der er lagt op til bryllup. Men da Nina og Boroff opdager, hvordan hans musik er blevet kommercialiseret, tager de alle fem hjem til Moskva.

Canfield får udvirket at Brankov, Bibinski og Ivanov sendes tilbage til Paris. De skaffer igen ikke Boroff hjem, og endnu engang sendes Ninotchka ud, for at ordne sagerne. Det viser sig, at det hele er arrangeret, for at lokke Ninotchka tilbage til Paris, så hun kan blive gift med Steve.

Silk Stockings er en vidunderlig film.

Mamoulian behersker naturligvis mediet suverænt, historien er ligetil, og det handler om, hvordan den fortælles.

Tom Milne refererer et interview i Positif: ”I had two of the best dancers in the world, and what interested me was to give greater importance to the dancing than to the action proper, which was merely a repeat of Ninotchka.”

Og dermed er grunden lagt for en stribe dejlige numre … jeg holder vildt meget af det afsluttende The Ritz Roll’n Rock, klassisk Fred Astaire, men måske allermest af Silk Stockings, hvor Nina i en bjergtagende dans skifter sit russiske outfit ud med vidunderligt parisisk tøj.

Historien er enkel og med masser af muligheder, replikkerne er fantastiske og de visuelle muligheder udnyttes vidunderligt.

De blev Mamoulians sidste film, og et meget flot og værdigt punktum på en fornem karriere.

Den Sorte Hætte (William Augustinus, 1911)

Sagførerens kone byder Sherlock Holmes velkommen

♥♡♡♡♡♡

På Stumfilm bliver alle bevarede danske stumfilm lagt ud i digitaliseret form. Det drejer sig samlet om over 400 film fra perioden 1897-1928.

Den Sorte Hætte er en detektiv-gangsterfilm, hvor nogle forbrydere, som går den sorte hætter, kidnapper en sagfører (Waldemar Hansen). Kontoristen (Otto Lagoni) finder et afslørende brev, giver det til sagførerens kone (Julie Henriksen) som beslutter sig for at hidkalde Sherlock Holmes (Lauritz Olsen), som opklarer sagen. Sagføreren bliver befriet og skurkene anholdt af en betjent (Carl Schenstrøm).

Det er bevaret 7 minutter, så der er lidt spring i handlingen, og vi får ikke at se, hvordan Sherlock Holmes opklarer sagen.

Men forbryderne bliver sjovt karakteriseret, der er alkohol med, når de mødes, og der er ingen blødsødenhed, når de håndterer sagføreren.

Applause (Rouben Mamoulian, 1929)

Rouben Mamoulian, Joan Peers og Helen Morgan

♥♥♥♥♡♡

Kitty Darling (Helen Morgan) er en burlesquestjerne på nedtur. Hun falder om efter at have forladt scenen i starten af filmen og føder datteren April. 

 På anbefaling af Joe King (Jack Cameron), sender Kitty efter nogle år den unge April på klosterskole, for at datteren kan blive opdraget i bedre omgivelser end hun selv kan tilbyde.

År senere er Kittys karriere for alvor på bunden. Hun er gift med burlesque klovnen Hitch (Fuller Mellish Jr.), som bedrager hende, og presser hende til at få April (Joan Peers) hjem.

Hitch presser April, for at få hende ind i burlesque, men hun er afvisende. Hun forlader hotellet, møder sømanden Tony (Henry Wadsworth) fra Wisconsin, og de forelsker sig. De planlægger med Kittys billigelse at blive gift.

Hitch overfuser Kitty og kalder hende afdanket, uden at vide at April overhører det. April beslutter at slå op med Tony, for at kunne gå ind i burlesque og tage sig af moderen. Kitty tager en overdosis sovepiller, April indtager scenen i stedet for hende. Derefter genforenes hun med Tony under en plakat af Kitty, mens Kitty er død i omklædningsrummet.

Applause er Mamoulians debut som filminstruktør. Han havde allerede en lang karriere som teaterinstruktør bag sig, og skønt ny indenfor filmverdenen havde han åbenlyst flair for filmmediet. Allerede med filmens åbning, den mennesketomme gade, papirer der hvirvles rundt af vinden, plakaten med Kitty Darling, Queen of Hearts, hunden der tisser op af den, Kitty i triumftog i en åben karet, de afdankede kvindelige dansere … stemningen af storhed og snarlig undergang er elegant og præcist beskrevet.

Det er en nydelse af se de flot tænkte og eksekverede sekvenser. Fx forløbet fra fødslen af April, hvordan det fortælles fra dansende til dansende på scenen, og rækken af kolleger der lykønsker den liggende Kitty. Eller forløbet fra April forlader hotellet, filmet så kun fødder og fodtøj ses, til hun møder Tony. Der sker en masse, som vi hører og kan regne ud, men det er bare elegant.

Der er nogle flot fotograferede scener fra klosteret (det er ikke forbudt at tænke Stroheim!), nogle visuelt enkle og meget sigende overgange når tiden går.

Det er en nydelse af se filmen, de flydende kamerabevægelser, meget usædvanligt for tiden, og blandingen af lydspor: Kittys godnatsang og Aprils bøn, som teknikerne troede var umulig, men som Mamoulian insisterede på (Se Tom Milne: Mamoulian).

Helen Morgan er fremragende i hovedrollen. Hendes spil og det virtuose filmarbejde gør Applause absolut seværdig i dag.