♥♥♥♥♥♥
 |
| Jean og Juliette i l`Atalante |
Da jeg oplevede Zéro de Conduite første gang var det en åbenbaring. En genial film, der enkelt og præcist skildrede livet på en fransk kostskole, og nogle elevers oprør til årsfesten. Slowmotion-afsnittet af pudekampen er legendarisk, det var åbenlyst en instruktør som havde fuldstændig styr på filmmediet, og kunne anvende det på ekvilibristisk vis.
Siden fik jeg også set hans andre film, to korte film og hans eneste ”rigtige” spillefilm L’Atalante.
Til eftermiddag var der dømt Jean Vigo, og jeg så de fire film i kronologisk rækkefølge.
Det var en vidunderlig oplevelse! De to korte film er fine, om end ikke rigtigt holdbare, de to spillefilm er i den grad holdbare og pragtfulde oplevelser.
♥♥♥♡♡♡
À propos de Nice (1930)
Det er en 25 minutter lang stum dokumentarfilm om Nice. Luftfotos, bølger, palmetræer, caféborde, tjenere, mennesker, sejlende, spillende, racerløb, kvinder der vasker tøj, børn der leger, karneval, masser af dansende kvinder, statuer, fabriksarbejdere. Det er kalejdoskopisk og impressionistisk.
Den huskes nok kun, fordi det er Jean Vigos første film, men det er åbenlyst at det er en talentfuld instruktør, der står for filmen.
♥♥♥♡♡♡
La natation par Jean Taris, champion de France (1931)
Den korte dokumentar (9 minutter) er en introduktion til svømning af den franske mestersvømmer Jean Taris. Han fortæller om crawl, rygcrawl og brystsvømning, om armene og benene og vejrtrækning.
Det er en film som er mere spøjs end den er interessant, og den huskes bestemt kun, fordi Jean Vigo har instrueret.
Nu det handler om film, så skal det nævnes, som det bliver gjort i foromtalen, at Jean Taris kom til OL i San Francisco som verdensrekordholder på 400 meter fri, førte løbet hele vejen indtil allersidst, hvor Buster Crabbe passerede ham; Buster Crabbe er siden kendt for hovedrollen i en Tarzan-film og en række Jens Lyn-film.
Der er nogle flotte og nyskabende optagelser i slowmotion og under vand, og det er bestemt en sjov film at se!
Zéro de Conduite (1933)
Filmen er lige så overvældende i dag som da jeg så den første gang, og som den har må have virket, da den fik premiere i 1933, og blev forbudt. Baseret på Jean Vigos egne erfaringer fra kostskole fortæller den om fire drenge, der på dagen for afslutningsfesten gør oprør mod den diktatoriske og ufølsomme ledelse på kostskolen.
Der er fine og indfølende scener med drengene, der er skønne og skræmmende portrætter af de gamle lærere, der er humoristiske indslag med den nye lærer Huguet (Jean Dasté), som helt uhørt interagerer med børnene.
Den er så enkelt fortalt, med en åbenlys virtuositet og autoritet, og med en magi, som man skal se filmen for at forstå.
Turen, hvor hele klassen går i byen med Huguet, og han er helt i sin egen verden, og kun ænser børnene først og sidst.
Natten før oprøret, med bl.a. pudekampen.
Og selve afviklingen af årsfesten, som får et helt andet udfald end skolens ledelse have drømt om. Det er fortalt af en genial instruktør.
Jeg elsker den film …
♥♥♥♥♥♥
L'Atalante (1934)
Hvis jeg elsker Zéro de conduite, hvad skal jeg så sige om L'Atalante, en af de allerbedste film overhovedet i min verden?
Jean (Jean Dasté) og Juliette (Dita Parlo) bliver viet i starten af filmen i hendes landsby. Han har ansvaret for flodprammen L’Atalante, hvis besætning i øvrigt udgøres af Père Jules (Michel Simon) og skibsdrengen (Louis Lefebvre).
Det er en vidunderlig kærlighedsfilm. Juliette har aldrig været uden for landsbyen og den fysiske og mentale rejse med L’Atalante forandrer hele verden for hende. Paris, som kun har været et navn, er pludselig inden for rækkevidde, og alt det hun drømte om, bliver pludselig opnåeligt.
Men Jean forstår hende ikke, han bliver jaloux, da hun i sin naive glæde bliver lykkelig over alt det nye og spændende.
Der er den vidunderlige scene med Jules i hans kahyt, som rummer masser af fantastiske minder fra hans spændende liv, og er en øjenåbner for Juliette i forhold til mulighederne verden.
Der er mødet med altmulighandleren (Gilles Margaritis) på det lokale danseetablissement. Han kan trylle, charmere, give skønne tørklæder, danse - påskønne hende på en måde, som Jean ikke har formået.
Begge situationer ødelægger Jean for Juliette i jalousi, og til sidst bliver det for meget for ham, og han beordrer Jules til at sejle, og efterlade Juliette i Paris.
Jean og Juliette længes vildt efter hinanden, men kun Jules agerer, han finder Juliette, og hun og Jean forenes til sidst.
Det er en kærlighedshistorie som alle andre, og så overhovedet ikke.
Der er brylluppet, som lige så godt kunne have været en begravelse – brudeparret er taget afsted, stort set inden vielsen er afsluttet, og der er bare en sørgmodig stemning over det hele.
Der er en vidunderlige intensitet og ægthed i Juliette og Jeans glade stunder, og en lige så intens ødelæggende jalousi, når Jean ikke kan forholde sig til Juliettes lyst til livet, og hans manglende forståelse for, hvad det kræver ham.
Scenen i Jules kahyt er så intens, vidunderlig og følelsesladet og den i sig selv gør filmen udødelig – jeg kan kun gætte på, at Jean-Luc Godard har haft den i tankerne til den klassiske scene i À bout de souffle (1960) med Michel (Jean-Paul Belmondo) og Patricia (Jean Seberg).
Det er en film, med tre strålende stjerner i fuld flot, og ikke mindst Dita Parlo (den bedste rolle i hendes karriere) og Michel Simon stråler.
Jean Vigos samlede oeuvre kan opleves på 2 timer og 40 minutter, og tro mig, det er hvert et sekund værd at se de fire film.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar