Dr. Jekyll and Mr. Hyde (Rouben Mamoulian, 1931)

Fredric March, Rouben Mamoulian, Miriam Hopkins 

♥♥♥♥♥♥

Mamoulians tredje film efter Applause (929) og City Streets (1931) er hans første mesterværk. Det er en kongenial filmatisering af Robert Louis Stevensons korte roman The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886).

Dr. Henry Jekyll (Fredric March) er en højtestimeret og populær læge/forsker i London. Hans forelæsninger er velbesøgte, den seneste handler om, at det snart vil være muligt at adskille det ”gode” og det ”onde” i mennesket. Han er forlovet med Muriel Carew (Rose Hobart), og brænder efter at måtte gifte sig med hende, men hendes far Brigadier-General Carew (Halliwell Hobbes) insisterer på en formel forlovelsesperiode og at de bliver gift på hans og den afdøde hustrus bryllupsdag. På vej tilbage bliver Jekyll og hans ven Dr. Lanyon (Holmes Herbert) vidne til at den prostituerede Ivy Pearson (Miriam Hopkins) bliver overfaldet. Jekyll hjælper hende op i hendes lejlighed.

Hyde og Jekyll

I sit laboratorium blander Jekyll en mikstur, der kan adskille gode i ham og det onde. Han forvandles til Mr. Hyde. Som mr. Hyde opsøger han Ivy, terroriserer hende og voldtager hende. Som Jekyll forsøger han at fremskynde brylluppet, og får til sidst Carews accept. På vej til middagen dagen efter, hvor brylluppet skal annonceres, forvandles han uden miksturen til Hyde, tager til Ivy og slår hende ihjel.

Et forfærdeligt sidste besøg, Hyde og Ivy

Han tager (som Jekyll) til Carews, for at undskylde, at han ikke kom til middagen og for at slå op med Muriel. Da han har forladt dem, forvandles han til Hyde, trænger ind og overfalder Muriel, som tilkalder hjælp; i slagsmålet slår Hyde Carew ihjel og flygter. Han jagtes af politiet og dr. Lanyon, dræbes og forvandler sig som død til dr. Jekyll.

Historien er elementært spændende, men den bliver fortalt helt ekstraordinært. Det handler grundlæggende og meget eksplicit – som det er muligt pre Code – om Jekylls seksuelle følelser. Hans insisteren på at få fremrykket brylluppet med Muriel. Hans åbenlyse betagelse af Ivy, da han har fået hende i seng, efter at hun er blevet overfaldet. Tiltrækningen mod Muriel, når han er civiliseret, og følger de retningslinjer og manerer, som omgivelserne forventer, og hans natur, når han er frigjort fra opdragelsen/civilisation som mr. Hyde. Hele det sadomasochistiske forhold til Ivy, og begæret efter Muriel til allersidst, efter at han har taget afsked med hende.

Det lyder bastant, men det er fortalt elegant og overbevisende.

Der er den ene vidunderlige scene efter den anden. 

Åbningsscenen, hvor man fra Jekylls synsvinkel ser ham spille Bach på orglet, butleren komme og minde ham om en forelæsning, et kig i spejlet, så vi ser Jekyll, turen til forelæsningen. Og først der, da han begynder at tale, ser vi ham udefra. Vi er ét med ham, indtil da. 

Rose Hobart i havescenen

Scenen i haven hos Carews, hvor de to unge kun med al den tillærte disciplin undgår at have sex. 

Den første scene hos Ivy, hvor Jekyll åbenlyst er fascineret af Ivy, og hun åbenlyst af ham og ønsker at komme igen – hvilket han jo gør, men i sin anden inkarnation. 

Osv. osv.

Hele vejen er der verbale og visuelle associationer til det seksuelle ledemotiv, og fotograferingen er selv for Mamoulian (fotograf; Karl Struss) ekstraordinær.

Det er en vidunderlig film, så virkningsfuld i dag som dengang, og med ekstraordinært spil af Fredrich March, som kun virker en anelse ukomfortabel i de ”rigtige” kærlighedsscener med Muriel, og ekstra-ekstraordinært af den vidunderlige Miriam Hopkins, som i øvrigt slet ikke ville have haft rollen som Ivy, men hellere ville have rollen som Muriel, hvilket ville have været en skrækkelig misforståelse.

Den bliver regnet for den bedste filmatisering af Dr. Jekyll and Mr. Hyde.

Flugten fra seraillet (Viggo Larsen, 1907)

Englænderen og yndlingshustruen

♥♥♡♡♡♡

Et 9 minutter langt erotisk melodrama, præsenteret således på Stumfilm.dk:

”Da en ung englænder ser kaliffens yndlingshustru, bliver han straks forelsket i hende. Hun gengælder hans følelser, men seraillet er svært bevogtet og den strenge kalif lader ingen komme sit harem nær. Men englænderen vil gøre alt for at få sin elskede ud derfra – og med hjælp fra en ven lægger han en plan.

Det er en meget effektivt fortalt historie, forbløffende for sin tid, tror jeg. På ganske kort tid etableres scenen, englænderen får vist sin interesse for kvinden, der opstår en idé til bortførelsen (kurven til vasketøj) og den eksekveres.

Flot fotograferet, meget effektivt fortalt, smukt">😊

Viggo Larsen er en af stjernerne i filmpionertiden i Danmark og alene ud fra denne film er det forståeligt.

Silk Stockings (Rouben Mamoulian, 1957)

Rouben Mamoulian, Fred Astaire og Cyd Charisse 

♥♥♥♥♥♡

Mamoulians sidste film fik ikke den store anerkendelse i samtiden, ganske uretfærdigt. Jeg kan forstå på Tom Milnes Mamoulian, at den blev bebrejdet af den ikke var Ninotchka, Lubitsch film fra 1939, og at Cyd Charisse ikke var Greta Garbo.

Den amerikanske filmproducent Steve Canfield (Fred Astaire) vil have den russiske komponist Peter Illyich Boroff (Wim Sonneveld) til at skrive musik til sin næste film, som skal optages i Paris. Boroff vil gerne blive I Paris. Moskva sender tre udsendinge til Paris, for at hente ham hjem: Brankov (Peter Lorre), Bibinski (Jules Munshin) og Ivanov (Joseph Buloff). Canfield får let fristet de tre (med vin, kvinder og sang 😊) og dermed Boroff til at blive i Paris. Peggy Dayton (Janis Paige), som skal spille hovedrollen i filmen, er en del af fristelsen.

Moskva sender en fjerde person, for at hente de fire hjem: Nina Yoschenko (Cyd Charisse), kaldet Ninotchka. Hun er ultra Moskvatro, men Canfield får overbevist hende om vestens fortræffeligheder, frier til hende, og der er lagt op til bryllup. Men da Nina og Boroff opdager, hvordan hans musik er blevet kommercialiseret, tager de alle fem hjem til Moskva.

Canfield får udvirket at Brankov, Bibinski og Ivanov sendes tilbage til Paris. De skaffer igen ikke Boroff hjem, og endnu engang sendes Ninotchka ud, for at ordne sagerne. Det viser sig, at det hele er arrangeret, for at lokke Ninotchka tilbage til Paris, så hun kan blive gift med Steve.

Silk Stockings er en vidunderlig film.

Mamoulian behersker naturligvis mediet suverænt, historien er ligetil, og det handler om, hvordan den fortælles.

Tom Milne refererer et interview i Positif: ”I had two of the best dancers in the world, and what interested me was to give greater importance to the dancing than to the action proper, which was merely a repeat of Ninotchka.”

Og dermed er grunden lagt for en stribe dejlige numre … jeg holder vildt meget af det afsluttende The Ritz Roll’n Rock, klassisk Fred Astaire, men måske allermest af Silk Stockings, hvor Nina i en bjergtagende dans skifter sit russiske outfit ud med vidunderligt parisisk tøj.

Historien er enkel og med masser af muligheder, replikkerne er fantastiske og de visuelle muligheder udnyttes vidunderligt.

De blev Mamoulians sidste film, og et meget flot og værdigt punktum på en fornem karriere.

Den Sorte Hætte (William Augustinus, 1911)

Sagførerens kone byder Sherlock Holmes velkommen

♥♡♡♡♡♡

På Stumfilm bliver alle bevarede danske stumfilm lagt ud i digitaliseret form. Det drejer sig samlet om over 400 film fra perioden 1897-1928.

Den Sorte Hætte er en detektiv-gangsterfilm, hvor nogle forbrydere, som går den sorte hætter, kidnapper en sagfører (Waldemar Hansen). Kontoristen (Otto Lagoni) finder et afslørende brev, giver det til sagførerens kone (Julie Henriksen) som beslutter sig for at hidkalde Sherlock Holmes (Lauritz Olsen), som opklarer sagen. Sagføreren bliver befriet og skurkene anholdt af en betjent (Carl Schenstrøm).

Det er bevaret 7 minutter, så der er lidt spring i handlingen, og vi får ikke at se, hvordan Sherlock Holmes opklarer sagen.

Men forbryderne bliver sjovt karakteriseret, der er alkohol med, når de mødes, og der er ingen blødsødenhed, når de håndterer sagføreren.

Applause (Rouben Mamoulian, 1929)

Rouben Mamoulian, Joan Peers og Helen Morgan

♥♥♥♥♡♡

Kitty Darling (Helen Morgan) er en burlesquestjerne på nedtur. Hun falder om efter at have forladt scenen i starten af filmen og føder datteren April. 

 På anbefaling af Joe King (Jack Cameron), sender Kitty efter nogle år den unge April på klosterskole, for at datteren kan blive opdraget i bedre omgivelser end hun selv kan tilbyde.

År senere er Kittys karriere for alvor på bunden. Hun er gift med burlesque klovnen Hitch (Fuller Mellish Jr.), som bedrager hende, og presser hende til at få April (Joan Peers) hjem.

Hitch presser April, for at få hende ind i burlesque, men hun er afvisende. Hun forlader hotellet, møder sømanden Tony (Henry Wadsworth) fra Wisconsin, og de forelsker sig. De planlægger med Kittys billigelse at blive gift.

Hitch overfuser Kitty og kalder hende afdanket, uden at vide at April overhører det. April beslutter at slå op med Tony, for at kunne gå ind i burlesque og tage sig af moderen. Kitty tager en overdosis sovepiller, April indtager scenen i stedet for hende. Derefter genforenes hun med Tony under en plakat af Kitty, mens Kitty er død i omklædningsrummet.

Applause er Mamoulians debut som filminstruktør. Han havde allerede en lang karriere som teaterinstruktør bag sig, og skønt ny indenfor filmverdenen havde han åbenlyst flair for filmmediet. Allerede med filmens åbning, den mennesketomme gade, papirer der hvirvles rundt af vinden, plakaten med Kitty Darling, Queen of Hearts, hunden der tisser op af den, Kitty i triumftog i en åben karet, de afdankede kvindelige dansere … stemningen af storhed og snarlig undergang er elegant og præcist beskrevet.

Det er en nydelse af se de flot tænkte og eksekverede sekvenser. Fx forløbet fra fødslen af April, hvordan det fortælles fra dansende til dansende på scenen, og rækken af kolleger der lykønsker den liggende Kitty. Eller forløbet fra April forlader hotellet, filmet så kun fødder og fodtøj ses, til hun møder Tony. Der sker en masse, som vi hører og kan regne ud, men det er bare elegant.

Der er nogle flot fotograferede scener fra klosteret (det er ikke forbudt at tænke Stroheim!), nogle visuelt enkle og meget sigende overgange når tiden går.

Det er en nydelse af se filmen, de flydende kamerabevægelser, meget usædvanligt for tiden, og blandingen af lydspor: Kittys godnatsang og Aprils bøn, som teknikerne troede var umulig, men som Mamoulian insisterede på (Se Tom Milne: Mamoulian).

Helen Morgan er fremragende i hovedrollen. Hendes spil og det virtuose filmarbejde gør Applause absolut seværdig i dag.

Sherlock Jr. (Buster Keaton, 1924)

Filmoperatør Buster træder ind i filmen og bliver Sherlock Jr.

♥♥♥♡♡♡

En filmoperatør (Buster Keaton) er forelsket i en ung pige (Kathryn McGuire), ligesom den lokale sheik (Ward Crane) er. Buster købet en æske chokolade til pigen, sheiken stjæler faderens (Joe Keaton) ur og pantsætter det, for at få råd til en større æske. Buster ”afsløres” fejlagtigt som tyven og forvises fra pigens hjem.

Buster fremviser i biografen en film om et tyveri af en halskæde, falder i søvn, og drømmer at han træder  ind i filmen, hvor rollerne indehaves af personer fra hans egen virkelighed, som detektiven Sherlock Jr. Skurkene prøver på spektakulær vis at dræbe ham, men han undgår alle fælder. Han kommer  på en forrygende tur på en motorcykel, hvor føreren er faldet af og den intetanende Buster sidder foran. Han ender ved det hus, hvor pigen holdes kidnappet, befrier hende, får halskæden tilbage, og de to flygter.

Han vågner i operatørrummet, pigen kommer og forklarer at hun og hendes far undskylder for at have taget fejl om tyveriet af faderens ur, og Buster kopierer afslutningen af filmen, da han kysser pigen og sætter ring på hendes finger.

Buster introduceres som en gennemærlig og naiv person, som af et ægte hjerte elsker pigen. Filmen er indtil han bortvises fra huset ganske regulær og traditionel. Da Buster falder i søvn sker der en dramatisk forandring, da den virkelig verden og drømmeverdenen flyder sammen. Dramatikken og komikken løftes til et helt andet niveau, og vi får nogle fejende flotte forløb, bl.a. billardspillet, motorcykelturen, og flugten fra huset til sidst.

Det kan dog ikke samlet dække over, at det er en film i den tynde ende af Buster Keatons produktion. Der er potentiale i historien, men trods en del gode tilløb bliver det ikke forløst.

To Rome with Love (Woody Allen, 2012)

Woody Allen, Flavio Parenti og Alison Pill ved Fonata de Trevi 

 ♥♥♡♡♡♡

Filmen har fire parallelle forløb, som kun har det til fælles, at de foregår i Rom, og handler om kærlighed i forskellige former.

Hayley (Alison Pill), amerikansk turist i Rom, møder Michelangelo (Flavio Parenti) og de forelsker sig. Hendes forældre Jerry (Woody Allen) og Phyllis (Judy Davis) kommer til byen for at møde Michelangelo og hans far Giancarlo (Fabio Armiliato) og mor. Jerry, som er pensioneret operainstruktør, hører Giancarlo synge i badet og presser ham til at optræde. Det viser sig, at Giancarlo kun kan synge ordentligt, hvis han står under bruseren, og hans korte sangkarriere topper med en opførelse af Pagliacci, hvor han synger stående under bruseren. Han vælger dog en mulig sangkarriere fra for at hellige sig arbejdet som bedemand og familien.

Nygifte Antonio (Alessandro Tiberi) og Milly (Alessandra Mastronardi) kommer fra Pordenone til Rom, fordi Antonios onkel har tilbudt ham et job I familievirksomheden. Milly beslutter sig for at få ordnet sit hår, farer vild, løber ind i en filmoptagelse, inviteres på frokost af sin filmhelt Luca Salta (Antonio Albanese) og ender på et hotelværelse med ham. De overraskes af en indbrudstyv, som Milly ender med at elske med.

Parallelt med dette er Antonio blevet overrasket af den prostituerede Anna (Penélope Cruz) mens han venter på familien. Hun må udgive sig for at være Milly og er med til frokost og haveselskab med familien. Til haveselskabet forfører Anna Antonio og lærer ham nogle nye teknikker.

Antonio og Milly mødes endelig på hotelværelset, beslutter at tage tilbage til Pordenone, og elsker.

Leopoldo (Roberto Benigni) lever et almindeligt, kedeligt liv med sin hustru Sofia (Monica Nappo) og deres to børn. En morgen er han uden videre blevet berømt, følges tæt af pressen og skal udtale sig om alt muligt. En dag, midt i et interview af Leopoldo, kaster pressen sig over en anden, og Leopoldo er ukendt igen. Han må erkende at begge liv kan være kedelige, men det som berømthed var sjovest.

John (Alec Baldwin) en kendt arkitekt går i sin gamle bydel i Rom, møder Jack (Jesse Eisenberg), som bor i Johns gamle lejlighedskompleks, og inviteres med op. Jacks kæreste Sally (Greta Gerwig) fortæller, at hun har inviteret Monica (Elliot Page), sin bedste veninde, til at bo hos dem. Jack kommer tættere og tættere på Monica, selvom John som en dårlig samvittighed, advarer ham. Jack og Monica ender med at forelske sig, men Jack vil ikke fortælle Sally noget før efter hendes forestående eksamen. Lige inden får Monica en opringning om en meget spændende filmmulighed, og alle planer med Jack er glemt.

Rom er en flot ramme om de fire historier, men ellers er det svært ved at se hvorfor filmen udspilles der, eller hvorfor de fire fortællinger er sat sammen. Det minder om en klassisk episodefilm, men uden noget til at binde episoderne sammen.

Både Hayleys historie og Leopoldos er der gode pointer i, men der er ikke rigtigt kød på historierne. Antonios er mere spændende, men alligevel får den ikke rigtigt luft under vingerne. John/Jacks historie er der perspektiver i, og den kunne måske have båret en hel film, men der mangler energi i historien, pointerne er lidt for tydelige, og konklusionen lidt for forudsigelig.

Der er en del sjove scener, noget god dialog, men for meget rutine og samlet er filmen i den svageste del af Woody Allens produktion.