Duck Soup (Leo McCarey, 1933)

♥♥♥♥♥♥

Margaret Dumont, Grocuho Marx og Zeppo Marx (som Grouchos sekretær)

Duck Soup, instrueret af den habile Leo McCarey, var den femte og sidste Paramount-film med Marx Brothers, som derefter skiftede til MGM.

Landet Freedonia er ved at gå bankerot, den eneste mulige redning er, at den stenringe enke mrs. Teasdale (Margaret Dumont) låner staten penge. Det vil hun på den ene betingelse, at Rufus T. Firefly (Groucho Marx) bliver landets leder. Nabolandet Sylvania vil annektere Freedonia. Sylvanias ambassadør Trentino (Louis Calhern) har hyret spionerne Chicolini (Chico Marx) og Pinky (Harpo Marx) til at finde noget afslørende om Firefly, og samtidig lægger både han og Firefly an på mrs. Teasdale.

I det videre forløb optræder Chicolini som peanutsælger, bliver hyret som krigsminister af Firefly, og efterhånden er krig mellem Freedonia og Sylvania uundgåelig. Freedonias krigsplaner opbevares af mrs. Teasdale, hun vil give dem til Firefly, og Chicolini og Pinky (begge forklædt som Firefly) vil stjæle dem.

Efter en kort og intens krig ender Trentino i en gabestok, Firefly, Chicolini og Pinky kaster frugt efter ham, han overgiver sig, mrs. Teasdale begynder at synge Freedonias nationalsang, hvorefter de tre kaster frugt efter hende i stedet.

Duck Soup er den mest rendyrkede Marx Brothers film. Der er ingen sidehistorier, der er ingen ”afbrydelser” med klaver- eller harpespil, der er ingen døde perioder med fuldt tryk både på den verbale og den visuelle humor.

Der er mange mindeværdige scener.

Der er operetteagtige sekvenser, fx da Firefly skal modtages.

Der er scener hvor mrs. Firefly, Trentino eller andre bliver hvirvlet ind i sprogligt ekvilibrisme af højeste karat med Firefly eller Chicolini som modpart.

Der er de gentagne scener, hvor Pinky i ministerkøretøjet, en motorcykel med sidevogn, kører afsted, efterladende Firefly i sidevognen. Firefly sætter sig til sidst på motorcyklen, hvorefter Pinky kører i sidevognen uden motorcykel.

Der et par længere scener, hvor Chicolini og Pinky generer en lemonadesælge verbalt og ikke mindst fysisk.

Der er scenen, hvor Pinky opholder sig i en kvindes soveværelse, vi ser hendes sko, hans sko og fire hestesko og nok så nydeligt: hun sover i sin seng, hesten i sin med Pinky ved siden af.

Der er den fantastiske spejlscene, hvor Pinky forklædt som Firefly spiller Fireflys spejlbillede i et manglende spejl. Herunder bytter de to på et tidspunkt side. Chicolini, også i forklædning som Firefly, dukker op og får brudt magien.

Det er en vidunderlig film, Marx Brothers allerbedste.

Bröllop, begravning & dop (Colin Nutley, 2019) – sæson 1

♥♥♥♡♡♡

Meja Öhrn (Molly Nutley) og Sunny Seger (Angelika Prick) skal giftes. Deres bryllup bliver anledning til at deres familier kommer meget tæt på hinanden, på godt og ondt.

Det brogede persongalleri omfatter på Mejas side bl.a. hendes mor Grace (Helena Bergström), der har sat sin egen karriere i stå for at bakke om far Carl-Axel (Johan H. Kjellgren), som er en meget rejsende  forretningsmand, en mormor (Marie Göranzon), som blander sig i det meste og farfar Rolf (Jan Malmsjö)

På Sunnys side er bl.a. hendes far Samuel (Philip Zandén), koncertpianist, stedmor Michelle Seger (Maria Lundqvist) og Michelles far Conny Karlsson (Peter Harryson).

Midt i det hele,  og bl.a. ansvarlig for de tre kirkelige handlinger, som er filmens titel, står Graces bror Valentin Lööf (Andreas T. Olsson), en præst med et alkoholproblem, og med sin mor på nakken hele tiden.

Carl-Axel kommer for sent til brylluppet, og spændingerne mellem ham, Grace og Meja er åbenlyse fra filmens start. Skæbnen vil, at Grace og Samuel får lidt for meget at drikke til brylluppet, kommer i lidt for god kontakt og ender med et hurtigt knald på badeværelset.

Det kunne have været helt uskyldigt, hvis ikke Grace var blevet gravid, på trods af sine 51 år. Hun og  Samuel må forholde sig til dette, samtidig med at Meja og Sunny kan afsløre, at de begge vil være mødre, med Emil som far, hvilket naturligvis giver anledning til meget forskellige reaktioner i familierne.

Michelle har inviteret Grace og en meget modvillig Carl-Axel med til en koncert Samuel giver. Under ovationerne falder Samuel død om. Det er hans begravelse, som fremgår af filmens titel.

Grace vil ikke afsløre, hvem der er far til det barn, hun venter. Da barnet (Daisy) er født, kommer Grace til at afsløre for Michelle, at Samuel er far til barnet. Efter en del dramatik beslutter Grace sig for at få Daisy døbt af Valentin uden andre tilstede, men han får sat scenen, så Michelle forliger sig med situationen umiddelbart før dåben, og begge familier kommer med til dåben.

Det er en umiddelbart fængende historie, med en passende mængde overraskelser og en passende mængde forudsigelighed. Der er fine skuespilpræstationer, der er et virvar af følelser på spil, og det er ikke svært at blive grebet af filmen. Den er også meget smukt fotograferet.

Jeg kan dog ikke lade være med at føle, at det hele var lidt for forudsigeligt. Det er frygteligt tydeligt at iagttage de fejl, personerne begår, og have lyst til at gribe ind. At opleve ting, der kører af sporet, fordi personerne ikke agerer rationelt, men følelsesmæssigt. På den måde er serien en meget præcis afspejling af livet, som mange af os kender det 😉

Der er potentiale til noget stort i hele fortællingen, og jeg ville ønske, at der kom lidt mere dybde og lidt mere rigtig alvor ind i historien.

Måske i den kommende sæson 2, som har haft premiere, men som jeg ikke har set endnu.

Love Me Tonight (Rouben Mamoulian, 1932)

Maurice tager mål af Jeanette (Pre-Code)

♥♥♥♥♥♥

Jeg er kæmpestorfan af Rouben Mamoulian. Jeg genså Love Me Tonight i går, og blev blæst omkuld. Det er en forrygende film ud fra flere forskellige synsvinkler men først og sidst er det en tour de force af en mesterinstruktør, der i den grad behersker mediet.  Vi taler om en film fra 1932, som udnytter mediet på en måde, som mange kunne lære af i dag, og med en charmerende, velfortalt og velspillet historie er den bare til at elske!!!

Maurice Courtelin (Maurice Chevalier) er skrædder i Paris. Gilbert de Varèze (Charlie Ruggles) skylder ham en del penge, men kan ikke betale. Da Gilbert skylder mange andre penge arrangeres det, at Maurice skal tage til slottet, hvor Gilbert bor, for at opkræve pengene. På turen møder Maurice Jeanette (Jeanette MacDonald), som han straks forelsker sig i, men ikke gengældt.

Gilbert introducerer på slottet Maurice som baron Courtelin, og så kører spillet. I galleriet af personer indgår Gilberts onkel Duc d'Artelines (C. Aubrey Smith), dennes niece Valentine (Myrna Loy) og hans niece prinsesse Jeanette (MacDonald), som har være enke i tre år.

På et tidspunkt kritiserer Maurice familiens skrædder, som er ved at gøre en dragt klar til Jeanette, og overtager selv opgaven. Det afsløres herved at Maurice er skrædder, og han forlader slottet i unåde.

Jeanette kommer på bedre tanker, følger efter ham og de forenes til sidst.

Åbningsscenen: næsten tomme parisiske gader. Gradvis kommer der liv i byen, og trin for trin udvikles lyden af deres arbejde til noget symfonisk, som glider over i Maurice lejlighed, hvor han står op og syngende That's the Song of Paree mens han går på arbejde, får hilst på en masse mennesker, flirtet med en del piger, bliver mindet om at han skylder penge forskellige steder.

Hvis ikke nogen påstod at filmmusicalen først blev skabt senere, ville det være et godt bud at sige at dette var fødslen!

Isn't It Romantic? er et af de skønneste, mest formidable og velkomponerede forløb jeg har oplevet på film. Fra sangen startes i skrædderiet, via passageren i taxaen, togturen, soldaterne, den unge sigøjner, sigøjnerlejren og ender på slottet hos Jeanette, det er flydende og musikalsk og en genial instruktørs værk.

Hele historien er en forrygende flot helhed, som udover det allerede nævnte omfatter Maurices optræden til festen til hans ære I'm an Apache og den vidunderlige kærlighedssekvens (Love Me Tonight).

For ikke at tale om den uforlignelige udvikling af The Son of a Gun Is Nothing but a Tailor, fra Maurice fortæller Jeanette, at han er en skrædder, til alle på slottet ved det, og Maurice nærmest må snige sig ud af slottet, mens tjenerne foragteligt stikker næsen i sky.

Naturligvis ender alt godt, Jeanette følger efter Maurice i en sekvens der viser, at Eisenstein ikke har levet forgæves: krydsklipningen mellem lokomotivet og Jeanette på hesten er vidunderligt kitsch!!!

Love Me Tonight er så sprudlende, som da den blev skabt for over 88 år siden!

Top Hat (Mark Sandrich, 1935)

♥♥♥♥♥♡

Den amerikanske danser Jerry Travers (Fred Astaire) skal være stjerne i et show i London produceret af Horace Hardwick (Edward Everett Horton). Jerry møder Dale Tremont (Ginger Rogers), falder øjeblik for hende og følelserne gengældes. Hun ved ikke hvem ham er og forveksler ham siden med Horace, som er gift med Madge (Helen Broderick) og vil derefter intet have med ham at gøre. Efter en række forviklinger, som bl.a. involverer Horaces tjener Bates (Eric Blore) og tøjdesigneren Alberto Beddini (Erik Rhodes), som også er forelsket i Dale, ender alt godt.

Top Hat er den fjerde film, hvor Ginger Rogers & Fred Astaire spiller sammen, og det er en dejlig film og et herligt gensyn!

En screwball komedie med en enkel historie, masser af humor og slagfærdighed, nogle velbesatte biroller, og to sprudlende oplagte stjerner.

Det, der især gør filmen et gensyn værd (eller et første syn 😊) er naturligvis dansenumrene, alle til Irving Berlins sange.

Åbningsnummeret No Strings (I'm Fancy Free), hvor Jerry optræder for Horace på hotelværelset, og vækker Dale, som har værelset nedenunder. Hun ender med at komme ned for at brokke sig, og møder ham dansende med en statue.

Isn't This a Lovely Day (to be Caught in the Rain), hvor Dale søger ly under et voldsomt regnvejr, Jerry meget belejligt dukker op, og deres følelser udvikles under et vidunderligt nummer.

Top Hat, White Tie and Tails er et solonummer, som Jerry optræder med sammen med et kor af mænd, naturligvis alle i Top Hat, White Tie and Tails, og det er ekstraordinært, skræddersyet til Fred Astaire.

Der er det skønne og vinderunderligt romantiske Cheek to Cheek. Og afslutningsnummeret The Piccolino, Busby Berkely-agtigt, og lidt overdrevent, men alligevel med nogen charme, da Dale og Jerry kommer på dansegulvet.

Det er en film, der bobler af energi og overskud, det er livsglæde og livsnydelse ud over alle grænser!

Queen Kelly (Erich von Stroheim, 1929)

Gloria Swanson og Walther Byron (kilde: https://www.rottentomatoes.com/)

♥♥♥♥♥♡

Queen Kelly var Erich von Stroheims sidste film som instruktør. Den var finansieret af Gloria Swanson, som specifikt ønskede Erich von Stroheim som instruktør. Filmen var - naturligvis – stort anlagt, og planlagt til en varighed på 5 timer. Som sædvanlig kunne budgettet ikke overholdes, Erich von Stroheims berømte og berygtede fokus på, at alle detaljer var i orden, blev alt for kostbart, han blev fyret.

Interesserede kan læse mere om filmen her: Queen Kelly - Wikipedia

Kino International erhvervede I 1985 rettighederne til filmen, og udsendte en DVD både med den rekonstruerede film (101 minutter) inklusive stills og tekst til at beskrive dele, som ikke er filmet, og bonusmateriale, bl.a. den alternative slutning som Gloria Swanson fik produceret, for at kunne udsende en ”færdig” udgave i 1932.

Prins Wolfram (Walther Byron) skal mod sin vilje giftes med den gale dronning Regina V af Kronberg (Seena Owen). Under en militærøvelse møder han en gruppe kvinder fra et kloster og falder hovedkulds for Kitty Kelly (Gloria Swanson). Samme nat bortfører han hende fra klosteret, bringer hende til slottet og erklærer hende sin kærlighed. Dronningen jager hende bort, Wolfram sendes i fængsel, fordi han ikke vil giftes med dronningen, og Kitty forsøger at begå selvmord, men bliver reddet.

I det oprindelige manuskript kommer Kitty derefter til Tysk Østafrika for at besøge sin døende tante, tvinges til ægteskab med Jan på tantens dødsleje, nægter at bo sammen med ham og bliver i stedet ansvarlig for tantens bordel, og får tilnavnet Queen Kelly. Hun bliver forenet med Wolfram til sidst og bliver hans dronning. Der er kun ganske få optagelser fra denne del: Kittys møde med den døende tante, mødet med Jan på tantens dødsleje og det groteske bryllup.

I Swanson-slutningen dør Kitty og filmen slutter med at Wolframs trækker sin kårde ved hendes lig … Denne del er med som bonusmateriale.

Den færdige del, frem til Kittys forsøg på selvmord, er helstøbt og fascinerende. Med Stroheimsk autencitet og detailrigdom oplever vi Wolframs vilde bohemeliv og Reginas ekstravagante og depraverede livsstil. Den uskyldige militærtræning, som tager en uventet drejning. Den spektakulære iscenesættelse af en brand på klosteret, for at kunne få Kitty frem fra sovesalene, og som højdepunkt: kurmageriet på slottet. Det er virtuost filmet, det er stumfilmen, når den er allerbedst.

Stroheim har al den tid i verden, som han skal bruge. Han dvæler ved detaljerne, der karakteriserer personer og interiører. Han anvender galleriet af statister til at kommentere hændelserne, der er masser af sigende ansigtsudtryk eller kropsbevægelser, det er på trods af den sørgelige baggrund en ganske humoristisk film.

Jeg genfortalte handlingen for min kone, og hun synes det lød som stof til en opera! Det synes jeg var meget præcist sagt, det er ikke nødvendigvis kompleksiteten i handlingen, der er afgørende. Det afgørende at der sættes rammer for at nogle sangere/skuespillere kan stråle.

Jeg er en kæmpe Stroheim-fan og elsker filmen.

Yngre med årene (Bente Klarlund Pedersen, 2020)

♥♥♥♥♥♡

Bente Klarlund Pedersen har et imponerende cv, se fx Wikipedia, og er fantastisk til at formidle. Hun har bl.a. modtaget Rosenkjærprisen ”for sin evne til "at formidle et svært tilgængeligt videnskabeligt emne": resultaterne af sundhedsforskning”.

Yngre med årene handler om, hvordan man selv kan vælge en livsstil, så man øger sandsynligheden for at leve længere og bevare et godt helbred. Der er ingen garantier, for som BKP skriver er megen sygdom simpelthen sort uheld. Men ved at følge hendes råd, er der videnskabeligt belæg for at sige, at man mindsker risikoen for alvorlig sygdom og øger sandsynligheden for et langt liv uden skranten. Rådene er baseret på videnskabeligt grundlag, og der er en omfattende litteraturfortegnelse.

Hvad skal der så til?

Der er som udgangspunkt KRAM: Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Man skal først spise når man er sulten, men skal spise varieret, man skal ikke ryge, man må indtage alkohol i begrænsede mængder fordelt over ugen og man skal dyrke motion mindst 30 minutter hver dag og få pulsen op mindst to gange om ugen. Det er dokumenteret, at personer med en KRAM-venlig livsstil i gennemsnit lever 14 år længere.

På en enkel og letlæselig måde redegør BKP for hvert af områderne. Konklusionerne bliver opsamlet løbende i nogle overskuelige råd.

Men der er selvfølgelig også mange andre områder og emner. Jeg har noteret nogle få af konklusionerne, der er mange andre 😊: Kaffe nedsætter risikoen for tidlig død. Drop kosttilskuddene, du opnår højst en meget dyr urin. Sov 7-9 timer hvert døgn.

Så er der den mentale sundhed: ”Fællesskaber, mening i livet - og at kunne glæde sig over livet – holder mennesker sunde.” Nogle af rådene til at styrke den mentale sundhed er: at sove nok, at være fysisk aktiv (det dæmper bl.a. stress og angst), vær mentalt aktiv, vær mindful, vær kreativ, hold sammen på familie og venner, gør noget meningsfuldt og sørg for et stærkt fysisk helbred (KRAM).

BKP kommer også ind på religion, optimisme (ja, optimister lever længere end pessimister), vigtigheden af børn, frivillighed og ærefrygt.

Ærefrygt. BKP beskriver sin følelse, når solen står op over vandet. ”Ærefrygt kalder jeg det i mangel af et bedre ord. Jeg ærer øjeblikket. Jeg frygter det ikke. Det opbygger mig. Det er vigtigt for mit mentale velbefindende, at jeg fra tid til anden bliver blæst omkuld af følelsen af ærefrygt.”

BKP kommer omkring det hele på en overbevisende måde. Det er skrevet ganske letlæseligt og udogmatisk, og i fuld respekt for, at det for det enkelte individ kræver en bevidst omlægning af vaner at tillægge sig en livsstil som den, hun beskriver.

Der er ikke nogen simple løsninger, det kræver en indsats og en stærk vilje at tillægge sig de gode vaner. Men indsatsen giver et godt afkast i form af bedre fysisk og psykisk helbred samt et længere liv, det er nok værd at satse på. Og en ekstra bonus er, at verden ikke er sort/hvid, det er ikke alt eller intet (bortset fra at rygning er absolut bandlyst) så man kan sagtens ændre på noget i mindre skala, for at komme i gang.

Jeg føler mig meget klogere efter at have læst bogen. Mange af rådene kender jeg allerede fra alle mulige andre sammenhænge, men nu véd jeg, at de mange konkrete råd er baseret på veldokumenteret forskning, og ikke på ”det virker for mig, så virker det nok også for andre”.

Jeg kan varmt anbefale Yngre med årene til alle der lyst til at få en enkel indføring i, hvordan man kan opnå et længere og sundere liv, på en måde, som man selv har kontrol med.

Glasnøglen (Dashiell Hammett, 1930)

♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: The Glass Key (1930).

Jeg har læst den danske udgave fra 2015, oversat af Knud Søgaard og udgivet af Rosenkilde & Bahnhof (eBog).

Gambleren Ned Beaumont finder liget af Taylor Henry, søn af senator Ralph Bancroft Henry. Sagen er ekstremt speget og opklaringen kompliceres dels af et politisk spil op til det nært forstående valg, hvor senatoren genopstiller, dels af forskellige følelsesmæssige relationer/venskaber. Den offentlige anklager Michael Farr er i lommen på Paul Madvig, som ikke ønsker at sagen opklares, da han er forelsket i senatoren datter Janet og derfor støtter senatoren. Janet hader Paul og er sikker på, at han står bag mordet. Paul Madvigs datter Opal var kærester med den myrdede, hvilket yderligere komplicerer sagerne.

En gennemrådden og korrupt verden afdækkes, hvor vold, mord og afpresning er hverdag. Skrupelløse personer vil gøre alt for at bevare deres magt, og næsten alle kan købes.

Romanen er skrevet i en meget hæsblæsende og konstaterende stil, hvor vi får en masse handling og en masse replikker, men ikke ved, hvad der driver personerne, hvad tænker de, hvad tror de?

Hvad driver egentlig Ned? Han er venner med Paul, og er loyal, men hvor langt drives han af loyalitet, hvad er det egentlige drivkraft? Det får vi ikke at vide, og det giver romanen ekstra intensitet, men måske også noget uforløst?

Jeg sætter meget stor pris på Hammets virtuose og intensive stil og den stemningsmættede beskrivelse af en sort verden under forbudstiden.