torsdag den 1. april 2021

Rosita (Ernst Lubitsch, 1923)

♥♥♥♡♡♡
Rosita synger for folket

Grapevine video gør en kæmpestor indsats for gamle film, ikke mindst stumfilm. Herunder lancerer de kickstarter projekter, hvor man med små bidrag kan støtte restaureringen af klassiske film. For længe siden indbetalte jeg et beløb for at bidrage til en restaurering af Rosita. 

Mary Pickford og Ernst Lubitsch

Jeg fik den færdige version forleden og så den i dag. Jeg må indrømme, at kombinationen af en Mary Pickford og Ernst Lubitsch var meget motiverende, og jeg har bestemt ikke fortrudt efter af have set filmen. 

Mary Pickford er indbegrebet af en Hollywood stumfilmstjerne, som udover at være overordentligt populær som skuespiller også havde et udpræget forretningstalent og bl.a. stiftede United Artists i 1919 sammen med David Wark Griffith, Charlie Chaplin og Douglas Fairbanks (som hun blev gift med året efter). 

Ernst Lubitsch var en succesfuld instruktør i Tyskland, Mary Pickford headhuntede ham til Rosita, og det blev deres eneste samarbejde. 

Filmen er baseret på Don César de Bazan, mest kendt som opéra comique med musik af Jules Massenet og libretto af Adolphe d'Ennery. 

Kongen og Rosita

Historien kort (rigtig operaagtig!): den spanske konge (Holbrook Blinn) er overordentlig pigeglad; dronningen (Irene Rich) er rigtigt træt af, at han svigter hende. Kongen besøger Sevilla under et karneval og oplever den populære Rosita (Mary Pickford), som optræder med sang og dans. Hun lever i en fattig familie, og provokeret af, at hun afkræves skat, har hun skrevet en sang, der kritiserer kongen, og hun bliver anholdt. På vej mod fængsel stopper Don Diego (George Walsh) soldaterne, for at få dem til at løslade hende, han dræber en officer i en duel og bliver selv anholdt. De to forelsker sig. 

Hele familien skal til slottet

Kongen er betaget af Rosita og får hende løsladt; da hun afviser ham, får han hende og familien installeret på et slot. Don Diego kommer i fængsel og skal hænges. Rositas familie bliver ikke respekteret af tjenerne på slottet; Rositas mor (Mathilde Comont) går til kongen, hun mener, de vil blive respekteret, hvis datteren bliver gift passende. Kongen indvilger: Rosita skal giftes med Don Diego umiddelbart inden han bliver skudt. 

Rosita og Don Diego

Kongen lover Rosita, at Don Diego bliver skudt med blanke patroner, men officielt er ordren, at han skal dræbes. Dronningen intervenerer og annullerer den sidste ordre. 

Dronningen og Kongen til sidst, hun en del mere tilfreds end han ;-)

Don Diego falder om, da han bliver ”skudt”, kongen og Rosita tror han er blevet skudt, men til sidst afsløres den rette sammenhæng. Rosita og Don Diego forenes og dronningen fortæller kongen, hvordan tingene hænger sammen. 

Jeg må indrømme, at jeg faldt pladask for Mary Pickford 😊 Hun er er skøn når hun optræder, når hun er i familiens skød, inklusive skænderier, når hun er fange, når hun indsmigrer sig hos kongen osv. Hun er dejlig skuespiller, også set næsten 100 år efter. 

Der er nogle dejlige, humoristiske scener, da den fattige familie skal med til slottet, og deres adfærd på slottet, som bestemt ikke er tilfredsstillende for lakajerne. 

Det er imponerende at kaste sig ud at kaste sig ud i et ”opera-projekt” som stumfilm, og det er lykkes forbløffende godt. 

Det er ikke en stor film, men den er bestemt seværdig, og jeg er glad for, at jeg har ydet mit lille bidrag til den restaurerede version.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar