The Artist (Michel Hazanavicius, 2011)

©2011 The Weinstein Company

♥♥♥♥♥♡
Det er 1927 og stumfilmstjernen George Valentin (Jean Dujardin) modtager publikums ubetingede hyldest efter premieren på den seneste film med ham som stjerne. Uden blusel modtager han hyldesten trods producerens og den kvindelige hovedrolles protester. Han er stjernen, kunstneren.

Og det er hans storhed, fald og genrejsning filmen handler om. Samt Peppy Millers (Bérénice Bejo) udvikling fra blot at være en forelsket fan af George, til at blive en stumfilmstjerne OG en talefilmstjerne; hendes fortsatte ægte kærlighed til George, og deres fælles stjernestatus til sidst baseret på nye fælles værdier og et ligeværdigt partnerskab.

Det er der mange film, der handler om. The Artist skiller sig ud fra mængden ved at være en stumfilm, ved at være solidarisk overfor stumfilmen som kunstart og ved at være ubetinget solidarisk overfor og loyal med sine hovedpersoner.

At lancere en stumfilm i 2011 er noget at et vovestykke, for – som The Artist selv fortæller – floppede George Valentin selv fælt med sin egenproducerede stumfilm, da han troede på at hans brand var stærkere end talefilmen.

Men at skabe en fremragende stumfilm i dag, er nu dokumenteret muligt: alt det bedste fra stumfilmen: den enkle, visuelt stærke historie, de prægnante skuespillere, den klassiske dramastruktur, kærligheden til historien og skuespillerne.

Overgangen fra stumfilm til talefilm er perfekt til at fortælle om personer der passer til én æra og ikke kan tilpasse sig den nye. Historien og hverdagen er fuld af sådanne skæbner. Og fuld af historier om personer der kan tilpasse sig og vokser under nye omstændigheder. The Artist er historiens vingesus illustreret gennem George og Peppy.

Georges ubestridelige stjernestatus: hans selvoptagethed, hans selvglæde - om end på en ublæret måde – hans umådelige bevidsthed om sit eget værd, fx da han tvinger studiechefen Al Zimmer (John Goodman) til at lade Peppy få en rolle i en af Georges film.

Hans fatale fejlvurdering af de nye tider, da han grinende afviser talefilmen. Selvom tvivlen nager i ham og illustreres fremragende i mareridtsscenen, hvor George som den eneste intet kan sige, mens selv en fjer der falder til jorden, lyder som et kæmpebrag.

Og pludselig står han uden arbejde, og kæmper desperat for at overleve. Han indspiller for egne midler ”Tears of Love”, den sidste stumfilm, som flopper totalt med en grædende Peppy som tilskuer, mens hendes første talefilm bliver en bragende succes ved premieren samme aften.

Og filmen bevarer solidariteten med begge sine hovedpersoner, for der er jo tale om TO artister, ikke bare The Artist. Filmen oser af empati for sin mandlige artist, og vi føler med ham i hans gradvise nedtur. Druk, salg af sit indbo, besøg hos pantelåneren, fyring af den trofaste butler, afbrændingen af de gamle film og ultimativt selvmordsforsøget. Filmen er på hans side. Og vi HÅBER som tilskuere at han vil klare den.

Den kvindeliste artist Peppys ubetingede kærlighed til George er ligeså empatisk fortalt. Lige fra hun søger optagelse som statist, over hendes vidunderlige besøg på hans omklædningsrum – hvor hun med hans kjole og hvidt udfører den mest vidunderligt sexede og intime kærlighedserklæring til ham – de fantastiske første filmoptagelser mellem de to, hendes opkøb af hans bo og hendes vedvarende og ubetingede forsøg på at redde ham – der er ingen bagtanker eller kynisme. Ren kærlighed.

Hvordan kan man få enderne til at mødes, så begge artister kommer hele ud af det? For ham er det at tale ikke en mulighed - det geniale alternativ er dansen. Vi véd fra filmpremieren i starten af filmen at George kan danse, Peppy og George kommer uforvarende til at danse en lille dans sammen inden hun kommer med på hans film, og filmens afslutning med deres fantastiske danserutine bliver det troværdige comeback for George som stjerne på lige fod med Peppy.

The Artist er totalt gennemtænkt som stumfilm, og med nogle spændende twists i form af Georges mareridt og afslutningens stepdans, hvor lyden pludselig er til stede. Det samlede visuelle udtryk, mellemteksterne (dejligt få), den velfortalte og veltimede historie. Det er en fantastisk film, som rev mig med fra første sekund – og fastholdt mig hele vejen igennem.

Og så må jeg nævne en vigtig artist i filmen, som flere gange stjæler billedet: Uggie, Georges Jack Russell terrier, som både er med i Georges filmoptagelser og er hos ham privat, og med afgørende betydning for handlingen.

The Artist er en storslået og respektfuld hyldest til stumfilmen – og et genialt værk på sine egne præmisser.

Jeg elsker den film!

Johnny Guitar (Nicholas Ray, 1954)

Joan Crawford og Sterling Hayden (Kilde: http://www.doctormacro1.info/)

♥♥♥♥♥♥

"Hvis filmen ikke længere eksisterede, er Nicholas Ray den eneste der giver indtryk af at være i stand til at genopfinde den, og hvad mere er, for at ville." (Jean-Luc Godard i anmeldelse af “Hot Blood” i Cahiers du Cinéma 68, februar 1957).

Jeg tænkte igen på den flotte formulering, da jeg i går genså Nicholas Rays ”Johnny Guitar”. - for jeg ved ikke hvilken gang.

Vienna (Joan Crawford) har opbygget Viennas, som repræsenterer hendes materialiserede drøm om fremtiden – hun har personligt opbygget stedet, og når jernbanen uvægerligt kommer forbi, vil den økonomiske betydning for hende være enorm. Og dermed er hun en torn i øjet på de lokale repræsenteret af McIvers (Ward Bond) og Emma (Mercedes McCambridge). McIvers pga. pengene, Emma pga. følelserne; for hendes usikkerhed på egne følelser gør hende underlegen i forhold til Vienna – Emma elsker Dancin’ Kid (Scott Brady), men han elsker Vienna, og derfor må den usikre hade ham (og hele hans bande) og Vienna (med alt hvad hun repræsenterer). Johnny Guitar (Sterling Hayden) (”I’m a stranger here myself”) forlod Vienna for fem år siden, og er nu inviteret af hende – officielt for at spille på Viennas. Hvorfor har hun inviteret ham? For at demonstrere at hun kunne klare sig, at hun har alt under kontrol, og ud fra en erkendelse af at broen til fremtiden (the 20th Century) skal bygges fra fortiden.

Historien er fundamentalt spændende, og nærmest skruet sammen som et klassisk drama. Jeg husker anden gang jeg så filmen, det var i 1971 i Paris, hvor jeg gik til franskundervisning om formiddagen og så film resten af tiden. Jeg skulle genfortælle handlingen på fransk og min lærer, som ikke kendte filmen, tænkte straks på Odysseen: Johnny Guitar, der som en anden Odysseus vender tilbage og skaber orden i det ragnarok, som er skabt i hans fravær.

Ray spiller virtuost på fysiske niveauer og adskillelser: Området, klipperne, floden, Viennas (stuen som er spillestue, 1. sal som er Viennas private domæne, kælderen det primitive), bandens tilholdssted mfl. Han anvender tiden (nat og dag), farverne (Viennas påklædning!), kærligheden og ambitionerne suverænt – jeg blev nødt til at genlæse flere artikler i Spotlight nr. 10, maj 1975, hvor vi var nogle unge og meget entusiastiske filmnørder som skrev et særnummer om Nicholas Ray, og der kan man læse mange kloge ord om bl.a. dette. Og når man ser filmen virker det bare – der er ikke noget symboltungt eller freudiansk over den fortælling, som den udspilles for tilskuernes øjne.
Johnny Guitar er en effektiv, spændende, bragende velfortalt dramatisk kærlighedshistorie forklædt som western.

Det er Nicholas Rays mest suveræne mesterværk.

Årets film 2009 - top 10

Puha, jeg har ikke fået set ret mange film i år, så jeg opgiver en liste med årets nye film. Listen indeholder de 10 bedste film jeg har set i år, og kun nr. 5 og 7 er ikke gensyn …

1. La Règle du Jeu (Jean Renoir, 1939) – filmens svar på Figaros bryllup, bare mere tragisk
2. The Big Sleep (Howard Hawks, 1946) – en perfekt film – Bacall og Bogart brænder gennem lærredet
3. Queen Kelly (Erich von Stroheim, 1929) – første del er måske den ultimative stumfilm, men jeg elsker også Wedding March :-)
4. On the Town (Stanley Donen & Gene Kelly, 1949) – en af de allerbedste musicals
5. Toni (Jean Renoir, 1935) – skønt at opdage et tidligt mesterværk af Renoir
6. Ma nuit chez Maud (Eric Rohmer, 1969) – moralsk fortælling som fænger og holder
7. Naniwa erejî (Osaka Elegy) (Kenji Mizoguchi, 1936) – endnu en åbenbaring fra en af favoritterne, herligt at disse film bliver tilgængelige
8. Made in USA (Jean-Luc Godard, 1966) – så frisk som da den blev skabt
9. Jeanne d'Arc (Carl Th. Dreyer, 1928) – et knugende værk, måske det mest tidløse på listen …
10. Play It Again, Sam (Herbert Ross, 1972) – en gammel favorit som holdt, men dog er lidt mærket af tidens tand

Luftslottet som sprängdes (Daniel Alfredson, 2009)

♥♡♡♡♡♡
Män som hatar kvinnor (Niels Arden Oplev, 2009), Flickan som lekte med elden (Daniel Alfredson, 2009) og Luftslottet som sprängdes (Daniel Alfredson, 2009) udgør tilsammen Millennium-trilogien, og et bud på filmatiseringen af Stieg Larssons romaner.

I det følgende er jeg groft generaliserende i forhold til de tre film, men jeg mener absolut at Män som hatar kvinnor er den eneste der står distancen som selvstændig, seværdig film.

Jeg slugte romanerne da de i sin tid kom frem på dansk. Komplekse historier med et personmylder som beskrives, så læserne kan få et forhold til dem og blive engageret i dem og i forløbet. Politisk korrekte holdninger mod magtmisbrug, politisk kynisme, misbrug af kvinder. Sejr til de gode og retfærdige og straf til de onde. Og først og sidst er der en helt elementært spændende handling, så det er vanskeligt ikke at blive revet med af bøgerne.

Det er en stor og udfordrende opgave at omsætte bøger til film – det er sagt om filmatiseringer næsten siden filmen blev en selvstændig kunstart. Ofte vælger filmatiseringerne side og ender som enten forsøg på at være tro mod forlægget eller med at bruge forlægget som afsæt for en selvstændig film. I dette tilfælde er der valgt den første mulighed, og uden at have tjekket det har jeg indtryk af at filmatiseringen har forsøgt at få alle personer fra romanen med, og mindst indikere alle væsentlige elementer i handlingen.

Og det synes jeg ikke er godt nok, specielt ikke hvis de tre film skal betragtes som selvstændige kunstværker. Jeg gætter på at rigtigt mange der ser filmene også har læst bøgerne, og dermed har en referenceramme. De får hvad jeg vil kalde en ”Illustreret klassiker” udgave af bøgerne: kun det allermest nødvendige er med, og ethvert forsøg på psykologisering, uddybning og forklaring er væk.

På det plan kan den måske fungere nogenlunde, selvom jeg ikke selv er imponeret over forsøget på at billedliggøre forlægget. Som selvstændige filmværker mener jeg det er utilstrækkelige, og ganske uforståelige baseret på filmenes egen referenceramme.

Handlingen i romanerne er baseret på rationaler, som stort set ikke kommer frem i denne film. Hvad er det egentlig der gør, at Lisbeth Salander udsættes for alle de overgreb? Hvad er drivkraften bag Mikael Blomkvists indsats? Hvorfor dit og hvorfor dat? Filmen giver ikke rigtigt svar på spørgsmålene.

Naniwa erejî (Osaka Elegy) (Kenji Mizoguchi, 1936)

(http://en.wikipedia.org/wiki/File:Naniwa_erejii_poster.jpg)

♥♥♥♥♡♡
Den unge Ayako Murai (Isuzu Yamada) arbejder som omstillingsdame i et medicinalfirma i Osaka, og er forelsket i Nishimura (Kensaku Hara). Hendes nu arbejdsløse far har begået underslæb og for at forhindre at han bliver meldt til politiet bliver Ayako en af direktørerne Asais (Yoko Umemura) elskerinde. Siden bliver hun den anden direktør Fujinos (Eitaro Shindo) elskerinde, for at betale for sin brors afsluttende eksamen. Da hun afviser Fujino og ringer efter Nishimura og fortæller ham hvad hun har gjort og hvorfor bryder alt sammen: Fujino melder hende til politiet, Nishimura afviser hende, og selv om politiet frafalder sigtelserne mod hende afvises hun af faderen, broderen og lillesøsteren, og forlader hjemmet.

Sammen med Gion no shimai (Sisters of the Gion) også fra 1936 blev Naniwa erejî et gennembrud for Mizoguchi og både en kritisk og publikumsmæssig succes. Det var den første af et langt og succesrigt samarbejde med manuskriptforfatteren Yoshikata Yoda de næste 20 år.

Ayako introduceres som en stærk kvinde: I familien er det hende der hiver faderen modspil, når han sidder og jamrer over de penge, han skylder; på arbejde er hun omstillingsdame, men har føling med firmaet og er i kontrol. Men hendes deroute begynder, da hun påtager sig ansvaret for at redde de slappe mænd: faderen, der ikke selv vil eller kan skaffe pengene, og broderen, der mener faderen skal skaffe pengene, så han kan afslutte sine studier. Som prostitueret skaffer hun pengene, og ”redder” mændene, som gerne tager imod hendes hjælp – men samtidig forstøder hende. Set i tilbageblik et helt klassisk og centralt tema hos Mizoguchi.

Filmens mænd er alle svage:

• Faderen
• Broderen Hiroshi (Shinpachiro Asaka) - som forventer at faderen skaffer skolepengene
• Asai – som på hjemmefronten totalt domineres af sin kone
• Dr. Yoko (Kunio Tamura), som bl.a. gennem en banal fejltagelse får afsløret et af de uægteskabelige forhold
• Nishimura – som er mere bekymret for sit job end for Ayako

Ayako er stærkere end mændene, men ender alligevel som den store taber, fordi hun presset af omgivelsernes og sine egne forventninger påtager sig et ansvar, som slet ikke står mål med indsatsen. Faderen mister firmaets penge, hun mister sin ære og muligheden for en fremtid med indhold. I bund og grund har hun intet valg.

Slutbilledet, hvor Ayako i nærbillede stirrer ind i kameraet er overvældende og dramatisk, og demonstrerer hendes isolation på uafrystelig vis.

Le concert (Radu Mihaileanu, 2009)

(http://www.purepeople.com/media/le-concert-avec-melanie-laurent-dans_m310201)

♥♥♥♡♡♡
Grand Teatrets franske filmdage sluttede den 7. december i denne omgang. Afslutningsfilmen Le concert er det svært ikke at holde af. En dramatisk historie, humor, stærke følelser og en afslutning, som bare er fantastisk rørende, hvor urealistisk den end kan forekomme. Det er effektiv film.

Historien er kort, at dirigenten Andrej Filipov (Aleksej Guskov) i 1980 blev afbrudt midt i en koncert i Bolsjoj Teatret, hvor Lea var solist i Tjajkovskijs violinkoncert. Andrejs brøde var, at han ikke ville fyre de jødiske musikere i orkestret. Orkestret opløses, Andrej får job som rengøringsassistent på teatret, Lea sendes til Gulag. I 2009 dukker så en fantastisk mulighed op for at det gamle orkester kan optræde på Châtelet Teatret i Paris. Det kræver bare at Andrej samler orkestret, får forhandlet aftale med Paris, skaffer pas, visum, sponsor til at forudbetale udgifterne, instrumenter, kostumer mv. Og det ultimative krav, at de får violinisten Anne-Marie Jacquet (Mélanie Laurent) som solist i Tjajkovskijs violinkoncert.

Og mirakuløst klares den ene forhindring efter den anden og pludselig er orkestret samlet til koncerten, Anne-Marie og Andrej er klar – vil det lykkes at gennemføre koncerten? Orkestret har ikke spillet, endsige spillet sammen, i snart 30 år, og Anne-Marie har aldrig spillet Tjajkovskij.

I får kun ét gæt :-)

Andrej lever kun for sin drøm – og den dag der ved et lykketræf opstår en teoretisk mulighed for at drømmen kan realiseres griber han den. Han får sat gang i en række aktiviteter, som han flere gange er ved at fortryde, men lavinen er ikke til at stoppe, og trods en masse afstikkere vil musikerne i bund og grund gerne have lov til at afslutte den koncert, som så dramatisk blev afbrudt 29 år tidligere. En urealistisk historie måske, men langt hen ad vejen kunne man godt forestille sig, at den var virkelig. Bag den hæsblæsende fortælling med masser af muntre indslag, gemmer sig flere sørgelige skæbner, bl.a. gammelkommunisten Ivan Gavrilov (Valerij Barinov), som var den der i 1980 afbrød koncerten, men nu hjælper orkestret til Paris, fordi han selv håber at han dér kan udleve sin kommunistiske drøm.

Det er svært at afbalancere de forskellige vinkler i filmen, og jeg synes flere steder filmen er lige ved at kamme over og blive ren Olsenbanden, men på trods af det urealistiske setup lykkes det alligevel at få afslutningen til at fungere imponerende godt – og drømmene går op i en højere enhed.

Filmen har officiel premiere 1. juledag og kan bestemt anbefales!

La fille de l’eau (Jean Renoir, 1925)

♥♥♡♡♡♡
Virginies (Catherine Hessling) far, som ejer en pram med sin bror Jef (Pierre Lestringuez), dør og den onde Jef drikker arven op og sætter prammen til salg. Virginie flygter efter at Jef har forsøgt at voldtage hende. Hun slutter sig til en ung sigøjner (Maurice Touzé) og hans mor, og hjælper med at stjæle. De lægger sig ud med en lokal, rig bonde Justin (Pierre Champagne), og efter at deres vogn er brændt ned er Virginie igen alene og overnatter i det fri. Georges (Harold Levingston), søn af en lokal rigmand, bringer hende mad. Virginie får voldsom feber under et uvejr og George bringer hende til et nærliggende ægtepar, som tager sig af hende. Jef dukker op igen og truer med at ødelægge Virginies og Georges spirende kærlighed, men efter en slåskamp ender alt lykkeligt.

La fille de l’eau er selvfølgelig interessant alene fordi det er Renoirs filmdebut. Men den har absolut andre kvaliteter end kuriositetens. Filmen er en blanding af forskellige stilarter: næsten dokumentarisk beskrivelse af livet på båden, værtshuset og brandslukningen. Melodramatiske beskrivelser af den onde Jef overfor den unge og naive Virginie. Surrealistiske mareridtsscener (Virginies hallucinationer). Komiske islæt (Virginie der får en sæk kartofler i hovedet).

Plottet udvikles ganske urealistisk, nogle gange er det helt eventyragtigt med Virginie som går så meget ondt igennem, men næsten bogstaveligt talt reddes af ridderen på den hvide hest.

Karaktertegningen er meget rudimentær, og der er ikke de store nuancer i de forskellige karakterer.
Men alligevel fungerer filmen. Der er et godt flow i handlingen, specielt i første halvdel af filmen, der er elementær spænding og den er flot fotograferet. Og så er der scener der virkelig brænder sig fast, ikke mindst afbrændingen af sigøjnernes vogn, hvor klippene mellem bøndernes sammenbidte ansigter og Virginies skræmte ansigt er meget effektfulde; og så en fantasifuld mareridtsscene, hvor Virginie ligger under et træ i et voldsomt stormvejr, og i febervildelse genoplever en række af rædslerne tidligere i filmen.

Absolut en værdig debut på en fantastisk karriere.