tirsdag den 19. januar 2010

Johnny Guitar (Nicholas Ray, 1954)

Joan Crawford og Sterling Hayden (Kilde: http://www.doctormacro1.info/)

♥♥♥♥♥♥
"Hvis filmen ikke længere eksisterede, er Nicholas Ray den eneste der giver indtryk af at være i stand til at genopfinde den, og hvad mere er, for at ville." (Jean-Luc Godard i anmeldelse af “Hot Blood” i Cahiers du Cinéma 68, februar 1957).

Jeg tænkte igen på den flotte formulering, da jeg i går genså Nicholas Rays ”Johnny Guitar”. - for jeg ved ikke hvilken gang.

Vienna (Joan Crawford) har opbygget Viennas, som repræsenterer hendes materialiserede drøm om fremtiden – hun har personligt opbygget stedet, og når jernbanen uvægerligt kommer forbi, vil den økonomiske betydning for hende være enorm. Og dermed er hun en torn i øjet på de lokale repræsenteret af McIvers (Ward Bond) og Emma (Mercedes McCambridge). McIvers pga. pengene, Emma pga. følelserne; for hendes usikkerhed på egne følelser gør hende underlegen i forhold til Vienna – Emma elsker Dancin’ Kid (Scott Brady), men han elsker Vienna, og derfor må den usikre hade ham (og hele hans bande) og Vienna (med alt hvad hun repræsenterer). Johnny Guitar (Sterling Hayden) (”I’m a stranger here myself”) forlod Vienna for fem år siden, og er nu inviteret af hende – officielt for at spille på Viennas. Hvorfor har hun inviteret ham? For at demonstrere at hun kunne klare sig, at hun har alt under kontrol, og ud fra en erkendelse af at broen til fremtiden (the 20th Century) skal bygges fra fortiden.

Historien er fundamentalt spændende, og nærmest skruet sammen som et klassisk drama. Jeg husker anden gang jeg så filmen, det var i 1971 i Paris, hvor jeg gik til franskundervisning om formiddagen og så film resten af tiden. Jeg skulle genfortælle handlingen på fransk og min lærer, som ikke kendte filmen, tænkte straks på Odysseen: Johnny Guitar, der som en anden Odysseus vender tilbage og skaber orden i det ragnarok, som er skabt i hans fravær.

Ray spiller virtuost på fysiske niveauer og adskillelser: Området, klipperne, floden, Viennas (stuen som er spillestue, 1. sal som er Viennas private domæne, kælderen det primitive), bandens tilholdssted mfl. Han anvender tiden (nat og dag), farverne (Viennas påklædning!), kærligheden og ambitionerne suverænt – jeg blev nødt til at genlæse flere artikler i Spotlight nr. 10, maj 1975, hvor vi var nogle unge og meget entusiastiske filmnørder som skrev et særnummer om Nicholas Ray, og der kan man læse mange kloge ord om bl.a. dette. Og når man ser filmen virker det bare – der er ikke noget symboltungt eller freudiansk over den fortælling, som den udspilles for tilskuernes øjne.
Johnny Guitar er en effektiv, spændende, bragende velfortalt dramatisk kærlighedshistorie forklædt som western.

Det er Nicholas Rays mest suveræne mesterværk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar