Kvinden i søen (Raymond Chandler, 1943)

♥♥♥♥♥♥
Originaltitel: The Lady in the Lake. Jeg har læst den danske udgave fra 2013, oversat af Ib Christiansen og udgivet af People’s Press 2013 (eBog).

Det er mange år siden jeg har læst noget af Raymond Chandler (1888-1959). Jeg så Howards Hawks The Big Sleep (1946), en filmatisering af Raymond Chandlers første detektivroman med samme titel (1939) med Philip Marlowe som privatdetektiv. Den udødelige filmatisering med Humphrey Bogart som inkarnationen af Philip Marlowe i vidunderligt samspil med Lauren Bacall som Vivian Rutledge. Jeg fik lyst til at læse bogen. Og jeg læste de fleste af Raymond Chandlers syv romaner dengang.

Jeg må ærligt talt indrømme, at jeg ikke kan huske, om jeg læste Kvinden i søen, men den skade er nu gjort god igen!

Philip Marlowe hyres af parfumefabrikanten Derace Kingsley til at opspore sin forsvundne hustru Crystal, som muligvis er stukket af med sin elsker Chris Lavery. Kapitel for kapitel af afdækkes et spændende galleri af personer, som er eller bliver spundet sammen i et sindrigt edderkoppespind i et plot, som man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på. Tilsyneladende blindgyder er det ikke, og intet er så tilfældigt, som det umiddelbart kan synes.

Intet og ingen er, hvad de giver sig ud for. Den første døde – titlens kvinde i søen – har begået selvmord eller er myrdet. Motiver dukker op og udvikler sig. Uskyldige relationer viser sig at være mere komplekse end som så. Marlowe færdes hjemmevant i alle miljøer, er en mester i at aflæse sine medmennesker, og så alligevel ikke altid.

Chandler er en mester i kort og præcist at sætte scenerne, beskrive interiør og eksteriør og karakterisere personer, så det hele står lyslevende for en.

Philip Marlowe er måske den eneste helt hæderlige person i det mørke univers, som udrulles i romanen. Skarp og præcis i replikken, tingene bliver ikke pakket ind (medmindre der er god grund til det), han er hårdkogt, i stand til at give og tage både verbalt og fysisk; han kan være på kanten af loven, men det er altid ud fra reelle hensigter. Han ryger og drikker for meget, som rigtigt mange i bogen gør, men hans søgen efter forklaringer, efter at få alle stumperne til at passe sammen, gør, at han kan afdække hele det rådne sammensurium, som historien består af, og komme ud med integriteten i behold.

Raymond Chandler er (sammen med bl.a. Dashiell Hammett) en mester indenfor den hårdkogte stil indenfor detektivromanen, hvor det at sætte scenen, skabe stemningen, udvikle forløbet gennem vittige, skarpe og velturnerede dialoger, vægter næsten endnu mere end selve det at opklare sagen.

Kvinden i søen er sprogligt en nydelse, karaktertegningen eminent, og plottet sindrigt, ikke let at gennemskue og vildt spændende, som det hører sig til i en rigtig detektivroman 😊

Raymond Chandler er ikke for ingenting en af mine yndlingsforfattere.

Optimistbog for pensionister (Erik Olaf-Hansen, 1997)

♥♥♡♡♡♡
Erik Olaf-Hansen (1914-2004) skrev talrige artikler og bøger om sundhed, sygdom og vin. Bestselleren "Drik vin, lev bedre, lev længere" er et godt udtryk for hans positive tilgang til tilværelsen, og ikke mindst vinens betydning i den sammenhæng.

Jeg har ikke læst nogen af Erik Olaf-Hansens bøger før, men kan huske ham fra ”gamle dage”, da han skrev om vin i Politiken, underholdende og læseværdigt.

Jeg faldt over ”Optimistbog for pensionister” i eReolen, for titlen fik den til at lyde som en bog målrettet mig 😊

Først og fremmest er Erik Olaf-Hansen fortaler for, at man – også som pensionist – bevarer en positiv tilgang til tilværelsen. Det gælder om at få det bedst mulige ud af den, og ikke forsage fx vin, god mad eller tobak ud fra et ønske eller en forventning om at leve længere eller sundere. Hvis man bevarer den positive synsvinkel på livet, så bliver et til en positiv spiral, og en negativ indfaldsvinkel resulterer i det modsatte.

Det er svært ikke at blive revet med af hans entusiasme og åbenlyse glæde ved livet. Han fremstår som inkarnationen af en livsstilscoach, der ønsker sine læsere det allerbedste, ved at de vælger det gode til, og ikke lytter til alle de advarsler og formaninger, det er svært at undgå at støde på.

Det er en letlæst bog, skrevet i en flydende og underholdende stil, med masser af gode historier, erindringer, referencer til videnskabelige undersøgelser mv.

Jeg sidder alligevel med lidt blandede følelser efter læsningen. Jeg kan kun være enig i tilgangen til tilværelsen, men har også en fornemmelse af, at det bliver lidt for rosenrødt beskrevet på flere områder, og at en forfatter med det modsatte ærinde, kunne skrive en lige så overbevisende bog med det modsatte sigte.

Jeg værdsætter intentionerne og den positive tilgang, men er lidt skeptisk overfor udførelsen.

Bjørnen Paddington (Michael Bond, 1958)

♥♥♥♥♡♡
Originaltitel: A Bear Called Paddington. Jeg har læst den danske udgave fra 1983, oversat af Bengt Janus og udgivet af Lindhardt og Ringhof.

Bogen er en gave fra Mia Rasmussen, jeg fik den 14. juli 2018, og det kan man læse om i dette blogindlæg.

Den korte forhistorie er, at vi skulle have købe en Norwich terrier, opdrætteren Lizzie Bauder fik at vide, at han skulle hedde Lille Bjørn, og han kom derfor i stambogen til at hedde Wessex Paddington. Da jeg skulle finde musik til vores HTM2-nummer fik Anita Jakobsson en fantastisk idé, som man læse om i Paddington. Ærligt talt havde jeg ikke noget forhold til bjørnen Paddington inden, men det har jeg fået siden 😊

Jeg læste det meste af bogen højt for Kirsten den sommer, den er perfekt til oplæsning, og jeg har naturligvis også bare læst den.

På Michael Bond kan man læse hans egen beskrivelse af starten på eventyret: "I bought a small toy bear on Christmas Eve 1956. I saw it left on a shelf in a London store and felt sorry for it. I took it home as a present for my wife Brenda and named it Paddington as we were living near Paddington Station at the time. I wrote some stories about the bear, more for fun than with the idea of having them published. After ten days I found that I had a book on my hands."

Bjørnen Paddington er starten på det hele. Tante Lucy har sendt bjørnen fra det mørkeste Peru til London, han sidder på Paddington Station, og hr. og fru Brown finder ham, tager sig af ham og giver ham navnet Paddington.

Paddington er en klog, ihærdig, udforskende, elskelig, charmerende og alt mulig andet bjørn. Han kommer uforvarende i en masse situationer, der placerer ham meget synligt i begivenhedernes centrum, og på forunderlig vis kommer der altid noget godt ud af det 😊 Hvad enten han får oversvømmet badeværelset i forbindelse med et bad, sat en undergrundsstation på den anden ende ved at stoppe en rullende trappe, får sat en opblæst ekspedient på plads da han skal købe tøj, laver en forestilling i et udstillingsvindue og bliver en lovprist af indehaveren, uforvarende laver et fantastisk maleri og vinder en konkurrence, redder en teaterforestilling ved at træde til som sufflør, driver til havs i en plasticspand og bliver reddet eller er stjerne som tryllekunstner ved den første af sine to årlige fødselsdage.

Det er så indtagende skrevet, med masser af finurlige detaljer og masser af humor.

Man kan ikke undgå at komme til knuselske den lille bjørn.

Boomerang, haiku (Pia Tafdrup, 2007)

♥♥♥♥♡♡
Pia Tafdrups Boomerang er 101 haikudigte.

Jeg har læst samlingen flere gange, og jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere grebet for hver gang.

Umiddelbart kan digtene virke enkle og simple. Men det er de ikke, der er stof til masser af eftertanke. Pia Tafdrup kan noget med sproget, og med haiku som form, bliver det til meget koncentrerede udtryk.

Her om sproget:

Sproget er sultent,
i buret starter tumult –
endeløs fodring.

Om at der altid er håb:

Griber en nøgle,
lirker rusten dør op – ser
et mørkt hjertes lys.

Om forelskelse/kærlighed:

Kyssets evighed –
to flyvende, der ikke
kan lande igen.

Og denne, intenst stemningsmættede og skræmmende:

Stjerneklar dødsnat,
stilhedens trommer holder
sjælen lysvågen.

Og "titeldigtet":

I hvirvelkast frem,
delfin flænser gennem vand.
Havets boomerang.

En boomerang er ifølge Wikipedia en vingeformet kastekølle (altså et våben), som kan rotere om sig selv samtidig med at den flyver gennem luften. Den kan flyve langt og returnere til udgangspunktet og gribes. Det er præcis det, digtene formår at gøre så eminent: starte nogen tanker, tvinge til at vende dem og få dem retur, på en lidt anden måde …

Hånden er vinden,
florlet berøres sjælen.
Drømmes minefelt …

101 tilsyneladende enkle konstruktioner, fyldt med stemninger, følelser, håb.

Det er sproglig ækvilibrisme ud over alle grænser.

I al korthed (Frederik Dessau, 2011)

♥♥♥♥♡♡
”I al korthed”, med undertitlen ”48 stykker”, er den første af Frederik Dessaus mange bøger, jeg har læst. Jeg faldt over den ved et tilfælde på eReolen, hvor den er omtalt som ”En essaysamling med refleksioner og erindring over livets små og store spørgsmål set i alderdommens perspektiv”. Frederik Dessau var født i 1927 og døde i 2019.

Jeg holder virkelig meget af hans lidt skødeløst afslappede og samtidig meget præcise og skarpe iagttagelser. Han er engageret i mange forskellige emner, forholder sig kritisk og engageret til dem, og kan komme med vidunderligt velformulerede og begavede synspunkter, ofte med humor.

Han er dejligt selvudslettede, og i forordet står bl.a. ”Jeg har med andre ord ikke meget at skulle have sagt. Jeg siger det alligevel.”, og det er da ikke til at stå for 😊

Hvad handler causerierne om?

Den daglige tur om Sortedamssøen, om at samtale med sig selv. Om søvn, og at få inspiration, mens man sover. Om at drømme. Om meningen med livet. Om at være barn. Osv.

Frederik Dessau kommer elegant fra det ene emne til det næste, det kan virke lidt tilfældigt, men det virker oftest som om, der er tænkt over sammenhængen. Fx kæden med Spøg og skæmt, Vitsen, Spøg til side og Den anden sandhed.

Frederik Dessau kan blive skarp på en måde, så man ikke er i tvivl om, hvad han mener, uden at opleve ham som docerende. Fx når han i Frihed til hvad? skriver om ytringsfrihedens grænser. Og i Den ordentlige uorden om kultur.

Der er også gode synspunkter om at blive ældre og om døden, hvor han i Det gælder som at se skriver ”Den fred jeg får stillet i udsigt om død, ville jeg have mere glæde af i levende live.”

Meget apropos skriver han også om at læse: ”Hvad man skal læse, hvorfor og hvordan, skal ingen komme og fortælle os.”

Ros og ris læste jeg med særlig fornøjelse, det handler om anmeldelser, smagsdommere og karaktergivning, og det problematiske der kan ligge i, at dette snart sagt sker på alle områder.

Meget elegant slutter bogen med ”Nu mig for eksempel”, hvor Frederik Dessau humoristisk fortæller om, hvad han laver.

Det er en dejlig bog. Vedkommende, levende og inspirerende. Den er god til eftertanke og til at få forstand af.

Jeg har allerede lånt ”Hvor blev tiden af?” fra 1992, som bliver en af de næste bøger, jeg skal læse.

Bargums synder (Sofie Malmborg, 2020)

♥♥♥♥♡♡
Bogen er fiktion, men i omfattende grad baseret på historiske personer og virker godt researchet og er meget overbevisende skrevet. Titlens Bargum er Frederik Bargum, som blev født 1733 som søn af en lærredskræmmer. Han kommer i 1750 i lære i sin onkel Carl Gustmeyers tømmerhandel, og ved onklens død i 1759 stilles han over for to forslag af enken, Frederiks moster Catharina: at blive medejer af tømmerhandlen og at gifte sig med sin kusine Leonora. Han accepterer begge forslag.

Det er et godt afsæt for den ambitiøse, idérige og driftige Frederik. Han bliver bl.a. tobaksdirektør og via Guinesisk Kompagni dybt involveret i slavehandel.

Det en grundlæggende en meget spændende og fascinerende historie, som jeg slugte på en eftermiddag. Der er overbevisende skildringer af København og Åbenrå i sidste halvdel af 1700-tallet, der er fine beretninger fra rejser i Europa, og spændende beskrivelser af Frederiks store op- og nedture.

Vi får også et levende indblik i de store standsforskelle, bl.a. mellem Frederik, da han er på vej op, og hans to brødre. Bl.a. latrinære forhold, måltider og påklædning er beskrevet overbevisende.

Jeg kunne have ønsket mig, at der kom lidt mere kød på hovedpersonerne, for der er stof til en endnu større fortælling, bl.a. bliver Leonora en mærkeligt uforløst person i bogen.

Jeg kan godt forstå konstruktionen, hvor historien om Frederik og Leonora gradvis afdækkes, via deres ældste levende barn Rebecca, som sammen med sin bror blev efterladt i København, og intet kender til forældrenes skæbne. Men den virker lidt anstrengt, om end der er en god sidehistorie, hvor Rebecca arbejder for lægen Hess i Åbenrå.

Det er absolut en anbefalelsesværdig bog, en spændende debut, som jeg håber bliver afsæt for et succesfuldt forfatterskab.

The Artist (Michel Hazanavicius, 2011)

©2011 The Weinstein Company

♥♥♥♥♥♡
Det er 1927 og stumfilmstjernen George Valentin (Jean Dujardin) modtager publikums ubetingede hyldest efter premieren på den seneste film med ham som stjerne. Uden blusel modtager han hyldesten trods producerens og den kvindelige hovedrolles protester. Han er stjernen, kunstneren.

Og det er hans storhed, fald og genrejsning filmen handler om. Samt Peppy Millers (Bérénice Bejo) udvikling fra blot at være en forelsket fan af George, til at blive en stumfilmstjerne OG en talefilmstjerne; hendes fortsatte ægte kærlighed til George, og deres fælles stjernestatus til sidst baseret på nye fælles værdier og et ligeværdigt partnerskab.

Det er der mange film, der handler om. The Artist skiller sig ud fra mængden ved at være en stumfilm, ved at være solidarisk overfor stumfilmen som kunstart og ved at være ubetinget solidarisk overfor og loyal med sine hovedpersoner.

At lancere en stumfilm i 2011 er noget at et vovestykke, for – som The Artist selv fortæller – floppede George Valentin selv fælt med sin egenproducerede stumfilm, da han troede på at hans brand var stærkere end talefilmen.

Men at skabe en fremragende stumfilm i dag, er nu dokumenteret muligt: alt det bedste fra stumfilmen: den enkle, visuelt stærke historie, de prægnante skuespillere, den klassiske dramastruktur, kærligheden til historien og skuespillerne.

Overgangen fra stumfilm til talefilm er perfekt til at fortælle om personer der passer til én æra og ikke kan tilpasse sig den nye. Historien og hverdagen er fuld af sådanne skæbner. Og fuld af historier om personer der kan tilpasse sig og vokser under nye omstændigheder. The Artist er historiens vingesus illustreret gennem George og Peppy.

Georges ubestridelige stjernestatus: hans selvoptagethed, hans selvglæde - om end på en ublæret måde – hans umådelige bevidsthed om sit eget værd, fx da han tvinger studiechefen Al Zimmer (John Goodman) til at lade Peppy få en rolle i en af Georges film.

Hans fatale fejlvurdering af de nye tider, da han grinende afviser talefilmen. Selvom tvivlen nager i ham og illustreres fremragende i mareridtsscenen, hvor George som den eneste intet kan sige, mens selv en fjer der falder til jorden, lyder som et kæmpebrag.

Og pludselig står han uden arbejde, og kæmper desperat for at overleve. Han indspiller for egne midler ”Tears of Love”, den sidste stumfilm, som flopper totalt med en grædende Peppy som tilskuer, mens hendes første talefilm bliver en bragende succes ved premieren samme aften.

Og filmen bevarer solidariteten med begge sine hovedpersoner, for der er jo tale om TO artister, ikke bare The Artist. Filmen oser af empati for sin mandlige artist, og vi føler med ham i hans gradvise nedtur. Druk, salg af sit indbo, besøg hos pantelåneren, fyring af den trofaste butler, afbrændingen af de gamle film og ultimativt selvmordsforsøget. Filmen er på hans side. Og vi HÅBER som tilskuere at han vil klare den.

Den kvindeliste artist Peppys ubetingede kærlighed til George er ligeså empatisk fortalt. Lige fra hun søger optagelse som statist, over hendes vidunderlige besøg på hans omklædningsrum – hvor hun med hans kjole og hvidt udfører den mest vidunderligt sexede og intime kærlighedserklæring til ham – de fantastiske første filmoptagelser mellem de to, hendes opkøb af hans bo og hendes vedvarende og ubetingede forsøg på at redde ham – der er ingen bagtanker eller kynisme. Ren kærlighed.

Hvordan kan man få enderne til at mødes, så begge artister kommer hele ud af det? For ham er det at tale ikke en mulighed - det geniale alternativ er dansen. Vi véd fra filmpremieren i starten af filmen at George kan danse, Peppy og George kommer uforvarende til at danse en lille dans sammen inden hun kommer med på hans film, og filmens afslutning med deres fantastiske danserutine bliver det troværdige comeback for George som stjerne på lige fod med Peppy.

The Artist er totalt gennemtænkt som stumfilm, og med nogle spændende twists i form af Georges mareridt og afslutningens stepdans, hvor lyden pludselig er til stede. Det samlede visuelle udtryk, mellemteksterne (dejligt få), den velfortalte og veltimede historie. Det er en fantastisk film, som rev mig med fra første sekund – og fastholdt mig hele vejen igennem.

Og så må jeg nævne en vigtig artist i filmen, som flere gange stjæler billedet: Uggie, Georges Jack Russell terrier, som både er med i Georges filmoptagelser og er hos ham privat, og med afgørende betydning for handlingen.

The Artist er en storslået og respektfuld hyldest til stumfilmen – og et genialt værk på sine egne præmisser.

Jeg elsker den film!